Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Geminivej, GreveMetalgangen, Greve
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Baldersvej, KøgeIndbrud i fritids-/sommerhus:
IngenIndbrud i skole og institutioner mv.:
Møllevej, BorupTyveri fra køretøjer:
Jernbanegade, RoskildeNarkokørsler – Holbæk
I alt seks personer blev i det forgangne døgn sigtet for narkokørsel i Holbæk kommune. De blev alle afsløret i forbindelse med den rutinemæssige kontrol af trafikanter, som politiet foretager i forbindelse med patruljeringen i Holbæk kommune:Kl. 08.35 – Rørsangervej, Holbæk: 37-årig mand fra Haslev sigtet som fører en personbil – mistanke om cannabis.
Kl. 09.20 – Kalundborgvej, Holbæk: 24-årig mand fra Holbæk sigtet som fører af en personbil.
Kl. 15.36 – Frejasvej, Holbæk: 26-årig mand fra Svinninge sigtet som fører af en personbil.
Kl. 15.55 – Kalundborgvej, Tuse, Holbæk: 41-årig mand fra Regstrup sigtet som fører af en lastbil - mistanke om cannabis og amfetamin.
Kl. 17.05 – Roskildevej, Ll. Grandløse, Holbæk: 51-årig mand fra Ruds-Vedby sigtet som fører af en personbil.
Kl. 18.20 – Slotshaven, Holbæk: 24-årig mand fra Jyderup sigtet som fører af en personbil – havde heller ikke førerret.
Alle sigtede blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så de vil hver især høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Trafikkontrol mod uopmærksomhed – Roskilde
Færdselspolitiet fortsatte torsdag kontrolindsatsen i anledning af kampagnen mod uopmærksomhed i trafikken.
Kontrollen foregik i tidsrummet kl. ca. 09.00 – 10.15 primært på Københavnsvej i Roskilde, hvor fire trafikanter blev afsløret i at have uopmærksomhed på trafikken. De anvendte nemlig håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Samme sted standsede færdselspolitiet også en varebil, hvis fører ikke havde erhvervet sig et uddannelsesbevis som varebilschauffør. Endvidere var varebilen heller ikke forsynet med firmanavn og cvr-nummer, hvilket samlet set udløser en bødepåstand på 4.000 kr. til chaufføren og en bøde på 13.000 kr. til vognmanden.
Kontrollen mod uopmærksom fortsatte herefter med almindelig patruljering i Roskilde by, og herved afslørede færdselspolitiet yderligere syv trafikanter, som anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen. To trafikanter havde glemt at bruge sikkerhedsselen, hvilket også udløste en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven. Alle sigtede kan nu forvente at få digital post med en afgørelse på deres respektive sager.
Kampagnen mod uopmærksomhed i trafikken fortsætter ugen ud.
Knallertkører væltet på vejen – Sigerslevvej, Sigerslev, Store-Heddinge – Stevns
Kl. 10.15 fik politiet en melding om, at en ambulance var sendt til en forulykket knallertkører, der var væltet og lå på vejen.Ambulancepersonale og politiet fik på stedet kontakt til en 17-årig ung mand fra Store-Heddinge, som straks blev kørt til skadestuen til kontrol.Der var ingen øvrige trafikanter involveret i uheldet, efter at den 17-årige var kørt på en knallert ad Sigerslevvej. Han anvendte styrthjelm under kørslen.
Politiet kunne ikke umiddelbart finde årsagen til den unge mands styrt på knallerten, hvorfor politiet rutinemæssigt fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, ligesom sygehuspersonalet undersøgte ham for et muligt blackout under kørslen. Den 17-årige selv var ikke kommet til skade, og politiet afventer nu resultaterne af de forskellige undersøgelser og analyser fra blodprøven for at få klarlagt omstændighederne nærmere.
Arbejdsulykke – Havnepladsen, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg
Kl. 10.29 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, idet en mand var kommet til skade under sit arbejde.
Det viste sig, at en 52-årig mand fra Føllenslev havde pådraget sig kvæstelser i det ene ben i forbindelse med løft af en ca. tre meter lang træpæl. Han havde stået ved nogle andre tilsvarende pæle, men havde fået benet i klemme, da han mistede balancen og faldt bagover.
Den 52-årige blev bragt til skadestuen til fornøden behandling, og politiet tilkaldte Arbejdstilsynet til at komme til stedet for senere at kunne afgøre, hvorvidt nogen vil kunne drages til ansvar for ulykken.
Kvinde lå på togskinnerne – Roskilde
Kl. 10.50 fik politiet en henvendelse fra plejepersonale på et sygehus om, at en 18-årig kvinde, der var indlagt, var stukket af. Personalet var nu bekymret for, at kvinden kunne finde på at gøre skade på sig selv.
Politiet iværksatte en eftersøgning efter kvinden og underrettede samtidig Bane Danmark om, at hun måske kunne finde på at indfinde sig på området ved Roskilde station. Det havde kvinden gjort tidligere, men var blevet fundet, inden der var sket hende noget.
Flere patruljer ledte efter kvinden, der kl. ca. 11.25 blev fundet på jernbaneskinnerne ved Roskilde station. Hun blev reddet i sikkerhed, så togdriften kunne normaliseres, men blev sigtet for overtrædelse af jernbanelovgivningen som følge af sin adfærd.
Kvinden blev efterfølgende afleveret på sygehuset til fortsat fornøden omsorg og behandling fra personalets side.
Snyd med pris på kjoler – Industrivej, Roskilde
Kl. 12.32 anmeldte personalet i en genbrugsbutik, at en kunde havde forsøgt at snyde med prisen på en vare.
Politiet kørte til butikken og fik klarlagt, at en 43-årig kvinde fra Hedehusene havde byttet prismærker rundt på noget tøj, så hun derved ville opnå en besparelse på 324 kr. Personalet i kassen havde opdaget ombytningen af prismærkerne, hvorfor forholdet blev anmeldt til politiet, som sigtede kvinden for forsøg på bedrageri over for genbrugsbutikken.
Færdselsuheld – Ejbyvej, Lille-Skensved – Køge
Kl. 13.51 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, idet en personbil var kørt ind i et vejtræ.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at der i bilen var to personer, som begge var kommet til skade som følge af ulykken. De blev begge bragt til et sygehuset og indlagt til fornøden undersøgelse og behandling for kvæstelser i torsoen.
De tilskadekomne blev identificeret som en 78-årig mand fra Lille-Skensved, der havde ført bilen ad Ejbyvej i nordøstlig retning. Formentlig på grund af et ildebefindende havde han mistet kontrollen over bilen, der var kørt over i modsatte kørebanehalvdel og videre ned i en grøft, inden bilen påkørte et vejtræ.
I bilen var en 80-årig kvinde fra Lille-Skensved passager, og både fører og passageren havde anvendt sikkerhedssele under kørslen.
Politiet har nu optaget rapport om ulykken, hvor ingen øvrige trafikanter blev involveret.
Færdselsuheld – Hovedvejen, Roskilde – Lejre
Kl. 13.57 fik politiet melding om, at en lastbil og en personbil var forulykket, og at lastbilen nu lå på siden i grøften.
Det viste sig, at en 67-årig mand fra Lunderskov som fører af en lastbil i sydlig retning ad Hovedvejen havde fået et mindre alvorligt ildebefindende, så han derved var kørt over i den modsatte kørebanehalvdel. Her havde han strejfet en modkørende personbil med en 62-årig kvinde fra Ringsted bag rattet, selv om hun havde forsøgt at undvige ud på cykelstien på stedet.
Begge køretøjer endte i grøften, og lastbilchaufføren blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen til kontrol. Begge parter var sluppet uden fysiske skader som følge af uheldet.
Lastbilen blev senere på dagen tømt for indhold af flydende dyrefoder, inden den blev bjærget op fra grøften.
Uro medførte sigtelser – Solrød Center, Solrød Strand
Kl. 14.46 rykkede politiet ud til området ved Solrød S-station i centret, idet politiet havde fået en anmeldelse fra en borger om, at et par grupper af unge havde været i klammeri med hinanden. Anmelderen kunne under samtalen med politiet se, at de to grupper stoppede uordenen og gik hver til sit.
Politiet kørte dog alligevel til området og fik i området kontakt til nogle få unge, der ikke umiddelbart kunne sættes i forbindelse med den anmeldte uorden.
De unge blev dog kontrolleret, og herunder fandt politiet en 16-årig ung mand fra Køge i besiddelse af både en lille klump hash og en kniv. Begge dele var han i ulovlig besiddelse af og blev derfor sigtet for overtrædelse af både lov om euforiserende stoffer og knivloven.
Den 16-årige samt hans værge vil derfor høre nærmere fra politiet, som beslaglagde de ulovlige effekter som beviser i sagerne mod ham.
Sur bilist gav politiet fingeren – Kordilgade, Kalundborg
Kl. 15.05 sigtede politiet en 84-årig mand fra Kalundborg for overtrædelse af færdselsloven, idet han kørte bil i østlig retning ad Kordilgade, selv om gaden er en gågade, hvor bilkørsel ikke måtte finde sted.
Da politiet og den sigtede bilist var på vej væk fra området, bemærkede patruljen, at den 84-årige bilist gav politiet fingeren, så politiet igen lidt senere måtte have fat i den 84-årige for at sigte ham for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fornærmelig adfærd over for politiet i det offentlige rum.
Den 84-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af de to sigtelser mod ham.
Færdselsuheld – Elmegården, Jyderup – Holbæk
Kl. 15.52 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to knallertkørere var stødt sammen på et stisystem ved Elmegården.
Det viste sig, at ingen af knallertkørerne var kommet til skade ved sammenstødet, efter at ambulancepersonalet havde tilset dem.
Sammenstødet skete, da en 15-årig ung mand fra Jyderup stødte sammen med en 14-årig dreng også fra Jyderup, idet den 15-årige kørte ad et stisystem i vestlig retning, og den 14-årige ad stisystemet i sydlig retning.
De kørte begge på knallerter, som politiet umiddelbart skønnede til at være konstruktivt ændrede, så begge knallerter blev transporteret til et opbevaringssted med henblik på undersøgelse for eventuelle konstruktive ændringer.
Mand med gevær bag træ – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 16.40 fik politiet et alarmopkald om, at en mand med et gevær stod og gemte sig bag et træ på Kalundborgvej inde i Holbæk by. Det var gæster på et nærliggende hotel, som var blevet bekymrede og havde anmeldt manden.
Politiet rykkede med baggrund i ordlyden ud med flere patruljer, der under den fornødne sikkerhed fik kontakt til en 68-årig mandlig jæger. Han kunne heldigvis straks afdramatisere mistanken om noget alvorligt, idet han blot var på rågeregulering i området ved Strandparken.
Politiet fik samtidig med kontakten til jægeren også bekræftet, at rågereguleringen var blevet anmeldt til politiet, så politiet foretog sig ikke yderligere over for jægeren.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 16.45 var to biler forulykket i det sydgående spor på Køge Bugt Motorvejen i udfletning til Sydmotorvejen.
Det viste sig, at en 56-årig mand fra Herfølge under kørsel i kurven ved udfletning til Sydmotorvejen havde været lidt uopmærksom og var på vej ud i nødsporet. Han styrede kontra, men mistede herunder kontrollen over bilen, som ramte en 48-årig kvinde fra Vanløse, som kørte i overhalingssporet i kurven ved udfletningen.
Begge biler snurrede rundt som følge af sammenstødet, hvorefter mandens bil endte på taget i grøften, og kvindens bil stødte ind i autoværnet.
Ingen af de to parter kom til skade ved uheldet, som medførte en kortvarig afspærring af udfletningen i forbindelse med oprydningsarbejdet og fjernelse af de to køretøjer.
Brandundersøgelse – Barmosevej, Hjelmsømagle, Ringsted
Kl. 17.03 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i køkkenet hos en 71-årig kvinde, der boede på stedet.
Det viste sig, at der var opstået brand omkring komfuret, og at branden havde bredt sig til emhætten. Beboeren blev reddet ud, men var dog ikke kommet til skade som følge af branden, der blev begrænset til området ved komfuret og emhætten.
Årsagen til branden skal formentlig findes i madlavning på komfuret, hvilket den 71-årige formentlig ikke havde givet den opmærksomhed, som maden krævede.
Politiet har nu optaget rapport om branden for senere at kunne afgøre, om der vil være grundlag for strafferetlig forfølgning mod nogen i anledning af branden.
Narkokørsel – Kalundborgvej, Fårevejle St. – Odsherred
Kl. 19.15 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Asnæs for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 20.11 havde en 20-årig kvinde fra Holbæk mistet kontrollen over sin personbil, da hun kørte ad motorvejen i sydøstlig retning ved Holbæk. Hun var kørt gennem en vandpyt på kørebanen, så hun kørte ud i nødsporet, hvor hun påkørte autoværnet. Efterfølgende trillede bilen ud på kørebanen igen og standsede i overhalingssporet.
Den kvindelige fører slap uskadt fra uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved, efter at et bugseringskøretøj havde fjernet den forulykkede bil.