Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Elise Sørensens Vej, Kalundborg
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Sven Brasch Vej, Borup
Degnebakken, Vigersted, Ringsted
Byvolden, Roskilde
Æblelunden, Kirke-Hyllinge
Godsparken, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Læskovvej, Bjæverskov
Flintedalsvej, Benløse, Ringsted (forsøg)
Grevevej, Greve
Moseagervej, Benløse, Ringsted
Hovedgaden, Regstrup
Landevejen, Gislinge
Politiøvelse ved fabriksområde i aften – Københavnsvej / Værftsvej, Køge
Politiet vil i eftermiddag og i aften i tidsrummet kl. ca. 14.00 – 22.00 øve sig på fabriksområdet ved Sun Chemical, Københavnsvej 112, Køge.
Under politiøvelsen kan borgerne i området måske høre skydning med løs ammunition og se helikoptere i luften, men der er altså ingen grund til at være bekymret for, at der måtte være sket noget alvorligt eller farligt i området.
Tilsyn med massageklinikker – Hårlev (Stevns) / Lejre / Roskilde
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af tirsdagen kontrol af tre adresser inden for massageklinik-branchen for at kontrollere, hvorvidt personer i givet fald havde de fornødne tilladelser til ophold og arbejde i Danmark.
På to adresser i hhv. Hårlev og Lejre traf politiet i alt tre thailandske kvinder, der alle havde orden i deres papirer i forbindelse med deres arbejde de pågældende steder.
På en tredje adresse i Roskilde by traf politiet ikke nogen personer og foretog sig ikke yderligere på denne lokalitet.
Indsatsen fra politikredsens udlændingeafdeling skal ses som en målrettet kontrolindsats fra bl.a. politiets side mod kvindehandel og prostitution.
Humanitær eftersøgning – Røsnæs – Kalundborg
Kl. 11.05 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom strandgæst, som under en gåtur havde fundet en damejakke og en taske efterladt på stranden på Røsnæs ud for Langdyssevej.
Ved nærmere undersøgelse af de fundne effekter kunne de måske tilhøre en 34-årig kvinde fra Storkøbenhavn, som på det seneste havde givet udtryk for, at hun var ked af det.
Hverken familien eller politiet kunne umiddelbart finde den 34-årige kvinde eller fået livstegn fra hende på det seneste, hvorfor en humanitær eftersøgning blev iværksat for at lede efter hende i området ved det sted, hvor hendes efterladte effekter blev fundet.
En helikopter blev indsat kl. ca. 13.30 til at lede efter den savnede kvinde, hvorefter personalet i helikopteren efter knap en times eftersøgning fandt en person liggende i vandet 5-600 meter vest for de efterladte effekters findested.
Politiet og redningspersonale fandt en livløs kvinde, som blev bragt til et sygehus, hvor hun blev erklæret for afgået ved døden. Efterfølgende blev kvinden identificeret som den savnede 34-årige kvinde fra Storkøbenhavn, hvis pårørende er underrettet.
Intet i sagen tyder på, at der er foregået en strafbar handling, hvorfor politiet behandler sagen som en ulykkelig hændelse.
Syv sager om narkokørsel – hele politikredsen
I løbet af tirsdag blev syv personer sigtet for narkokørsel efter mistanke om, at de kunne være påvirket af euforiserende stoffer under kørsel i et køretøj, hvortil kørekort var krævet. Sagerne fordelte sig således i politikredsen:
Kl. 13.59 – Hjortholmvej, Tølløse (Holbæk): 29-årig mand fra Tølløse blev sigtet for narkokørsel i en personbil, hvilket han nægtede sig skyldig i.
Kl. 17.14 – Ringstedvej, Mørkøv (Holbæk): 28-årig mand fra Mørkøv blev sigtet for narkokørsel (mistanke om cannabis) i en varebil.
Kl. 17.20 – Søndermarksvej, Roskilde: 29-årig mand fra København blev sigtet for både kørsel uden førerret og narkokørsel i en personbil samt for besiddelse af en halv joint.
Kl. 19.43 – Ringstedvej, Roskilde: 42-årig mand fra København blev sigtet for narkokørsel (mistanke om kokain) i en personbil. En 23-årig mand fra Valby var som passager i bilen i besiddelse af et firecifret kontantbeløb, hvoraf størstedelen blev beslaglagt som afdrag på en gæld til det offentlige.
Kl. 22.00 – Næstedvej, Ringsted: 32-årig mand fra Ringsted blev sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden i en personbil. Han var endvidere efterlyst af politiet med henblik på fremstilling i fogedretten i Roskilde, hvorfor han forblev i politiets varetægt og vil blive fremstillet i fogedretten onsdag formiddag.
Kl. 23.10 – Københavnsvej, Roskilde: 25-årig kvinde fra Roskilde blev sigtet for narkokørsel (mistanke om cannabis) i en personbil, hvori en 27-årig mand fra Roskilde var passager. Han blev sigtet for besiddelse af en halv joint med hash i.
Kl. 00.05 – Roskildevej, Holbæk: 19-årig mand fra Holbæk blev sigtet for narkokørsel i en personbil.
Alle de sigtede for narkokørsel blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og når de respektive analyseerklæringer fra blodprøverne foreligger, vil politiet underrettede de sigtede bilister om resultatet heraf.
Hurtigt knallert undersøges – Østrupvej, Ugerløse – Holbæk
Kl. 15.10 standsede politiet en knallert, fordi den tilsyneladende kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt. Føreren var en 15-årig dreng fra Ugerløse, som blev gjort bekendt med politiets mistanke om konstruktive ændringer, så knallerten kunne køre hurtigere end tilladt. Endvidere havde den 15-årige glemt at få tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring for knallerten, hvilket vil indgå i sigtelserne mod ham, når politiet har fået undersøgt knallerten på et rullefelt til måling af dens mulige kørselshastighed.
Færdselsuheld – Giesegårdsvej, Ringsted
Kl. 16.14 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist var kørt ind i et træ.
Det viste sig, at en 24-årig mand fra Ringsted som fører af en varebil var kørt ad Giesegårdsvej mod syd. Under kørslen var han kommet næsten ud i rabatten og mistede efterfølgende kontrollen over varebilen, der påkørte et vejtræ i højre side i kørselsretningen.
Den 24-årige blev kørt på skadestuen, men var sluppet uden behandlingskrævende skader.
Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, som politiet optog rapport om.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 16.14 var der sket et færdselsuheld på Møllehusvej, idet en parkeret bil var blevet påkørt, så vejen var blevet delvist spærret.
Det viste sig, at en 65-årig kvinde fra Roskilde var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader. Hun deltog i en alkometertest, der gav udslag over det tilladte, hvorfor hun blev sigtet for spirituskørsel i forbindelse med uheldet.
Hun var i en personbil kørt i sydlig retning, da hun af ukendte årsager påkørte en parkeret personbil.
Den 65-årig kvinde blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, og hun kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 16.36 var flere bilister blevet involveret i et færdselsuheld på Holbækmotorvejen i det østgående spor omkring afkørsel 10 Roskilde Ø.
Det viste sig, at tre bilister var impliceret i sammenstødet, der var sket, da en 43-årig mand fra Jystrup Midtsj. for sent opdagede, at de forankørende bremsede. Han påkørte derfor bagenden af bilen foran, således at den påkørte bil blev skubbet frem i den tredje bilist.
En tilkaldt skiltevogn afspærrede uheldsstedet, indtil det ene af de tre køretøjer var blevet bugseret væk. De to øvrige kunne køre fra uheldsstedet ved egen kraft.
Ingen af de tre parter kom til skade ved sammenstødet, som politiet blot registrerede parterne og omstændighederne ved.
Færdselsuheld – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 17.18 var to bilister stødt sammen på Københavnsvej omtrent ud for Håndværkervej, så politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.
Det viste sig, at en 24-årig kvinde fra Ballerup i en personbil fra en indkørsel havde lavet et venstresving ud på Københavnsvej for at fortsætte kørslen i østlig retning. Under svingningsmanøvren stødte hun sammen med en anden personbil, som en 55-årig mand fra Glostrup førte ad Københavnsvej i vestlig retning.
Ingen af parterne pådrog sig behandlingskrævende skader ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at undersøge omstændighederne nærmere ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge
Kl. 06.03 var flere bilister involveret i et sammenstød på Sydmotorvejen i det nordgående spor.
Sammenstødet var sket i morgenmyldretidstrafikken og forårsagede kø bagud til omkring afkørsel 34 Herfølge, selv om trafikken kunne passere uheldsstedet i en enkelt vognbane.
Det viste sig, at en 46-årig mand fra Næstved med sin personbil påkørte bagenden af en forankørende dansk varebil, som en 43-årig mand fra Ukraine var fører af. Samtidig med de to bilisters sammenstød blev den 46-åriges bil påkørt bagfra af en varebil, som 23-årig mand fra Nykøbing F var fører af. Han kunne trods en opbremsning ikke undgå påkørsel af den 46-åriges bil.
Ingen af de tre parter pådrog sig behandlingskrævende skader, hvorfor politiet blot registrerede omstændighederne og parterne i uheldet. Kl. ca. 07.00 var uheldsstedet ryddet, så trafikken igen kunne passere uhindret.