Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Klosterparkvej, Kalundborg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Langelandsvej, Køge
Nordstjernen, Køge
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 09.02 rykkede politiet ud til et uheld på Holbækmotorvejen i det østgående spor mellem afkørslerne 12 Køgevej og 11 Roskilde SØ, efter at en bilist havde tabt noget gods.
Det viste sig, at en 52-årig mand fra Holbæk var fører af et køretøj med tilkoblet påhængsvogn. På påhængsvognen blev transporteret to påhængsvogne, hvoraf den ene blev understøttet af en metalbuk. Den faldt imidlertid ned på kørebanen under kørslen, hvilket medførte, at metalbukken ramte dieseltanken på en bagvedkørende polsk lastbil ført af en 31-årig mandlig lastbilchauffør.
Dieseltanken fik en lækage, så omkring 100 liter diesel løb ud i rabatten og ned i en kloak, så det lokale redningsberedskab blev tilkaldt til opsamling af dieselolien. I den forbindelse var en af de tre vognbaner afspærret frem til kl. ca. 10.30, hvor oprydningsarbejdet på motorvejen var afsluttet. Politiet optog rapport om uheldet på grund af årsagen hertil.
Narkohunde på besøg to steder – Ringsted
Torsdag formiddag fik to adresser i Ringsted by besøg af en patrulje, der medbragte narkohunde. Årsagen hertil var i begge tilfælde, at politiet havde mistanke om, at beboerne på adresser kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Det første besøg skete hos en 45-årig mand fra Ringsted, der på sin bopæl var i besiddelse af 3,75 gram amfetamin. Det ulovlige stof blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Det næste besøg skete hos en 52-årig mand fra Ringsted, der blev fundet i besiddelse af 15,39 gram amfetamin. Ved undersøgelsen af hans bopæl fandt politiet også et 5,5 mm luftgevær, som han ikke lovligt var i besiddelse af, fordi han hverken havde politiets tilladelse til at besidde våbnet eller havde erhvervet sig et jagttegn.
Både amfetaminen og luftgeværet blev beslaglagt som beviser i sager om hhv. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenlovgivningen.
Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.
Flere udrykninger i dagens løb til samme mand – Holbæk
Kl. 11.22 anmeldte personalet i supermarkedet Føtex, at en mand iført hospitalstøj måske kunne mistænkes for at have stjålet fra supermarkedet.
Politiet kørte til supermarkedet og fik kontakt til en 48-årig mand fra Humlebæk, som ganske korrekt var indlagt på Holbæk sygehus. Hertil var han i kraftigt spirituspåvirket tilstand blevet indbragt onsdag aften, da han blev fundet sovende på Roskilde bibliotek. Politiet kørte den 48-årige retur til sygehuset, mens supermarkedet ville finde ud af, om han kunne mistænkes for et butikstyveri.
Kl. 13.06 måtte politiet igen ud at lede efter en mand i hospitalstøj i Smedelundsgade, idet han kunne mistænkes for at have taget en flaske vin fra et nærliggende supermarked. Personalet i supermarkedet ønskede ikke at anmelde manden for tyveri, idet vinen var blevet frataget manden, der igen viste sig at være den 48-årige. Politiet kørte ham igen retur til sygehuset til fornøden behandling.
Kl. 18.09 henvendte en bekymret borger sig til politiet, idet en barfodet mand iført hospitalstøj gik rundt på Smedelundsgade. Manden var igen den 48-årige, der dog var kommet retur til sygehuset af sig selv, da politiet kontrollerede dette på sygehuset.
Kl. 01.07 fik politiet igen en henvendelse om en mand, der virkede konfus og i øvrigt ikke kunne finde retur til Holbæk sygehus. Manden opholdt sig nu i Slotshaven, Holbæk, hvor politiet traf den 48-årige igen. Han var kraftigt påvirket af spiritus og blev derfor frihedsberøvet, da politiet skønnede, at han ikke ville være i stand til at kunne klare sig selv. Efter en lægeundersøgelse blev han nu anbragt i detentionen på politistationen i Roskilde til afrusning. Her opholdt han sig stadig fredag formiddag, men kan forvente at blive løsladt, når han er i stand til at klare sig selv.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk
Kl. 12.13 var en bilist forulykket under kørsel ad Holbækmotorvejen i vestgående retning ved Vipperød.
Det viste sig, at en 29-årig mand fra Nykøbing Sj. som fører af en varebil havde mistet kontrollen over køretøjet, der skred ud og til sidst snurrede rundt flere gange, inden varebilen standsede over på et autoværn. Føreren slap med forskrækkelsen, og politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev involveret.
Fire hurtige bilister inden for en time – Køgevej, Ringsted
Inden for en time i tidsrummet kl. 11.37 – 12.33 blev fire bilister sigtet for at køre hurtigere end tilladt ad Køgevej i Ringsted by, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t, da vejen er beliggende i tættere bebygget område.
Tre af de fire bilister kørte mere end 30 procent hurtigere end tilladt, så de alle som minimum vil få en bøde og tillige vil blive mødt af et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden samt et klip i kørekortet.
Den fjerde bilist var en 28-årig mand fra Næsted, som i en varebil blev målt til at køre mindst 85 km/t mod de højst tilladte 50 km/t. Sigtelsen for hastighedsovertrædelsen var ikke eneste sigtelse mod den 28-årige, der i forvejen var frakendt kørekortet og derfor slet ikke måtte have været fører af varebilen. Dens ejer kan nu derfor også forvente at blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have overladt føringen til 28-årige.
Alle sigtede bilister kan således forvente at høre nærmere fra politiet.
Målrettet indsats ved vejarbejde – Fredensvej, Benløse, Ringsted
Færdselspolitiet var torsdag aften i tidsrummet kl. ca. 18.00 – 19.30 til stede på Fredensvej til kontrol af bilisternes respekt for en skiltning, der forbyder gennemkørsel ad Fredensvej ved et vejarbejde.
Beboer- og arbejdskørsel er dog tilladt på strækningen, men syv bilister så stort på skiltningen, så de blev sigtet for overtrædelse af skiltningen.
Færdselspolitiet bemærkede også, at skiltningen med et forbud mod venstresving i krydset Tofteåsvej / Fredensvej også voldte problemer for bilisterne med at blive overholdt. På et tidspunkt var det tæt på et sammenstød mellem en bus og en personbil, da føreren af personbilen ikke respekterede skiltningen.
Ud fra en hurtig gennemgang af de sigtedes bopæle kunne færdselspolitiet konstatere, at langt de fleste faktisk var lokale. Endvidere kunne langt flere bilister være blevet skrevet for overtrædelse af den midlertidige skiltning i området, såfremt politiet havde været mere talstærkt til stede.
Resultatet af aftenens kontrol og de foretagne observationer af bilisternes adfærd giver politiet anledning til at lave yderligere kontroller i området og uden forudgående varsel.
Grundlovsforhør – Besiddelse af narkotika – Kalundborg
Torsdag eftermiddag henvendte politiet sig med narkohunde på en adresse i den sydlige del af Kalundborg kommune, hvor en 39-årig mand boede. Årsagen var en mistanke om, at den 39-årige kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer på sin bopæl.
Ved ransagningen af hans bopæl fandt politiet spor efter heroin samt en del remedier, der kunne tyde på, at den 39-årige kunne være i besiddelse af narkotika. Politiet fandt dog ikke narkotika på bopælen, hvorfor en nedgravningshund blev rekvireret til at undersøge udendørsarealer ved den 39-åriges bopæl. Herved fandt politiet ingen ulovlige stoffer nedgravet.
Den 39-årige selv var ikke til stede på den undersøgte adresse, hvorfor efterforskningen med baggrund i mistanken mod ham fortsatte og efterfølgende gav anledning til at undersøge en adresse i Svebølle nærmere.
I Svebølle traf politiet den 39-årige, der efterfølgende overværede en undersøgelse af den adresse, hvor han opholdt sig. Ved undersøgelsen af adressen og arealerne heromkring fandt nedgravningspolitihunden et interessant sted, hvor politiet senere kunne grave 271 gram brun heroin op.
Den 39-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videredistribution til andre. Efter afhøring til sagen forblev han i politiets varetægt, idet han fredag kl. 12.30 vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med henblik på varetægtsfængsling.
Ung mand overfaldet – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 23.51 modtog politiet en anmeldelse fra en 16-årig ung mand fra Gislinge om et overfald, som var sket kl. ca. 20.30 på Jernbaneplads ved Holbæk togstation.
Den 16-årige oplyste ved afhøringen, at han sammen med en kammerat havde været på en fastfoodrestaurant på Valdemar Sejrsvej i Holbæk, hvor de kl. ca. 19.30 var blevet opsøgt af to unge, som den 16-årige ikke kendte. De to unge havde på en truende måde henvendt sig primært til ham og forlangt at få nogle personlige oplysninger ud af ham.
De to unge var efterfølgende forsvundet fra fastfoodrestauranten, som den 16-årige og kammeraten forlod en time senere.
Kl. ca. 20.30 gik de på Jernbaneplads på vej hen på togstationen og mødte her igen de samme to unge mænd, som nu overfaldt den 16-årige med slag mod hovedet og spark på kroppen. Samtidig blev den 16-årige truet til ikke foretage en anmeldelse af overfaldet til politiet.
Den 16-årige tog hjem efter overfaldet, som så efterfølgende blev anmeldt til politiet. Han blev opfordret til at lade sig undersøge på skadestuen som dokumentation for de overfladiske skader, som han havde pådraget sig ved overfaldet.
De to mistænkte blev af offeret beskrevet som: A: mand, ca. 15 år, mellemøstlig af udseende, 160-170 cm høj, spinkel af bygning, iført sort jakke og sorte joggingbukser, og B: mand, 15-20 år, mellemøstlig af udseende, 160-170 cm høj, kraftig af bygning, iført grå jakke og sorte bukser.
Politiet har nu optaget rapporter om vold og trusler, som efterforskes bl.a. ved gennemsyn af den offentlige videoovervågning både i området ved fastfoodrestauranten og i området ved Holbæk togstation.
Hvis nogen måtte have set overfaldet ved togstationen eller sammenstødet ved fastfoodrestauranten, vil politiet gerne høre fra disse. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Narkokørsel – Havnevej, Holbæk
Kl. 02.35 blev en 26-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Havnevej mod vest.
Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han kan forvente at høre nærmere, når analyseerklæringen foreligger.
Spirituskørsel – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 03.50 blev en 19-årig mand fra Lejre sigtet for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Jernbanegade mod vest, og efter at han havde blæst alkometeret op over den tilladte grænse.
Den 19-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Spirituspåvirket, ung kvinde kørt hjem – Stationscentret, Roskilde
Kl. 05.09 ønskede personalet i en døgnåben kiosk assistance fra politiet, idet en yngre, spirituspåvirket kvinde havde taget ophold i butikken.
Politiet traf en 19-årig kvinde fra Roskilde, der var spirituspåvirket, at hun ikke kunne oplyse nogen kontaktinformationer til sin nærmeste familie. Hun blev derfor transporteret til sin hjemadresse, hvor hendes forældre tog imod og blev forklaret omstændighederne. Politiet foretog sig herefter ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
OPFØLGNING
Mand anholdt og sigtet for tyveri af bukser – Kordilgade, Kalundborg
En 34-årig mand fra Kalundborg blev torsdag ved middagstid anholdt på en adresse i Kalundborg hos en bekendt, hvor han skjulte sig som mistænkt i en sag om tyveri af 44 par bukser fra fortovsudstillingen ved en herretøjsbutik i Kordilgade onsdag eftermiddag.
Den mandlige tyv var ud fra overvågning og vidneudsagn hurtigt blevet identificeret kort efter tyveriet onsdag. Politiets øjeblikkelige eftersøgning havde ikke givet noget resultat i løbet af onsdagen, hvorfor flere betjente fra politiet i Kalundborg torsdag morgen havde fortsat eftersøgningen, indtil han blev fundet og anholdt ved middagstid.
Den 34-årige blev afhørt til sagen, og politiet fandt kun et enkelt par af de stjålne bukser i den anholdtes besiddelse.
Politiet og anklagemyndigheden vurderede de fremkomne oplysninger i sagen og resultatet af afhøringen, hvorefter det blev besluttet, at den 34-årige skulle løslades uden fremstilling i et grundlovsforhør. Han vil dog senere blive stillet til regnskab for butikstyveriet.