Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Lejre - tirsdag den 2. marts

Profilbillede
dato

Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Kastholmvej, Osted, Lejre

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Hørager, Karlslunde
Lundemarksvej, Holbæk
Tårnvang, Roskilde
Østre Havnevej, Havnebyen, Sjællands Odde
Kikhøjparken, Holbæk

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Søndergade, Viby Sj.


Hundepatrulje fandt flygtende narkobilist – Tune Landevej, Greve

Kl. 08.58 mandag morgen skete et sammenstød imellem to biler i krydset Tune Landevej/Mosede Landevej, Greve Landevej. Uheldet skete i forbindelse med at en bil skulle svinge til venstre i krydset mod Greve Landevej, hvor den ramte en 29-årig kvinde fra Greve, som kørte ad Tune Landevej mod sydøst og skulle lige ud i krydset. Efter færdselsuheldet stak den mandlige fører, som havde foretaget venstresvinget ind foran den 29-årige, af og løb ad Tune Landevej. Bilen, der var polsk indregistreret, efterlod han i krydset. Den 29-årige kvindelige fører var uskadt efter sammenstødet, men der var skader på bilerne.

En hundepatrulje blev sendt til stedet og gik spor fra uheldsstedet og videre ad Tune Landevej. Sporet førte ind ad en skovvej og ind i en plantage, hvor betjent og politihund efter en sporsøgning på knap 2 km fandt frem til den mistænkte fører, en 39-årig mand fra Polen med adresse i Danmark, som blev anholdt. Han var ikke kommet noget til ved uheldet, men var påvirket af narko og frakendt førerretten i Danmark. Den 39-åriges bil var efterlyst i Polen og nummerpladerne var stjålne. Den polske bil blev derfor beslaglagt af politiet til nærmere undersøgelse, hvilket den 39-årige accepterede. Den 39-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse og efterfølgende afhørt til sagerne. Efter afhøringen blev den 39-årige polske mand løsladt, men han kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.

Uorden i supermarked mv. – Nørregade, Hørve – Odsherred

Kl. 14.26 kontaktede butikschefen politiet via alarmcentralen, idet han havde været i slagsmål med en opfarende, mandlig kunde, hvis identitet butikschefen kendte. De ansatte havde nu sikret sig selv ved at låse sig inde. Politiet kørte hurtigt til stedet og kunne få minutter senere anholde en 47-årig mand fra Hørve, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den anholdte var påvirket af spiritus og stadig opfarende, så politiet vurderede, at han skulle transporteres til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning. Kort før midnat vurderede politiet, at han ville være i stand til at klare sig selv uden forulempe andre. Personalet i supermarkedet havde ikke som sådan lidt fysisk overlast eller var kommet til skade som følge af den 47-åriges adfærd, men politiet har bedt den 47-årige om at holde sig væk fra supermarkedet i nærmeste fremtid.

Narkokørsel – Nørupvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 16.43 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Vallensbæk Strand for kørsel i en narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden på knallert – Tjebberupvej, Tjebberup, Holbæk

Kl. 16.49 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 56-årig mand fra Holbæk for kørsel i spirituspåvirket tilstand på en 30-knallert (lille knallert). Da den 56-årige i forvejen var frakendt retten til at være fører af en lille knallert indtil 2023 efter en tidligere sag om netop spirituskørsel på en lille knallert, sigtede færdselspolitiet ham også for den overtrædelse af færdselsloven. Den 56-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Narkokørsel – Køgevej, Roskilde

Kl. 17.37 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket i en personbil ad Køgevej ved Søndermarksvej. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af både kokain og amfetamin under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Butikstyveri – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 18.44 fik politiet en anmeldelse fra personalet på en tankstation om, at to mænd havde røvet nogle pakker cigaretter og efterfølgende var flygtet fra stedet til fods i sydlig retning. Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, blev sendt både til tankstationen og til området for at lede efter de to mistænkte, som dog ikke havde begået et røveri, men stjålet flere pakker cigaretter og var stukket af uden at betale. Hundepatruljen gik spor på flugtruten og kunne konstatere, at flugten var taget i sydlig retning gennem nogle haver til Gammel Landevej, hvor sporet efter de mistænkte forsvandt. Ud fra overvågningskameraer på tankstationen kunne politiet få fremskaffet følgende signalement af de to mænd: A: mand, 170-175 cm høj, iført sort halsedisse, sort hættetrøje med hvide striber på ærmerne, sort bukser med hvide striber, sorte handsker og sorte sko; og B: mand, 170-175 cm høj, krøllet hår, iført sort halsedisse, grå trøje, sort jakke, sorte bukser og sorte sko. Trods intensiv søgning i området fandt politiet ikke frem til de to mistænkte, der stjal cigaretter til en værdi af ca. 465 kr.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte havde set de to mænd på flugtruten, eller som har oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 20.05 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt.

Hurtig bilist var narkopåvirket – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 20.30 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 168 km/t over en strækning på knap syv kilometer ad Holbækmotorvejen ved Roskilde, selv om højst tilladte hastighed ifølge skiltningen var 110 km/t. Personbilen blev ført af en 18-årig mand fra København S, som indledningsvist blev sigtet for hastighedsovertrædelsen. Derudover deltog han i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af både kokain og cannabis under kørslen. Den 18-årige blev derfor også sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil nu høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Fremmedlegemer på jernbanesporet – Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 20.51 anmeldte Bane Danmark, at der nu for tredje aften i træk var fundet fremmedlegemer på jernbanesporet lige før Knabstrup station ved Ventedgårdsvej. Bane Danmark oplyste, at der netop var fundet en del haveaffald på jernbanesporet, medens der de to foregående dage var fundet en træstamme og betonfliser. Togene ankommer til stationen med lav hastighed, så der har ikke været faretruende situationer for de rejsende, men Bane Danmark undrede sig naturligt over, at fremmedlegemer blev anbragt på jernbanesporet i de tidlige aftentimer de seneste tre dage. Effekterne var blevet fjernet, så togene efterfølgende kunne køre normalt på strækningen.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har kendskab til den eller de personer, der kan mistænkes for at lægge effekterne på jernbanesporet, idet der kan være tale om en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om forstyrrelse af de offentlige samfærdselsmidler. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel uden førerret – Storegade, Asnæs – Odsherred

Kl. 21.38 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Holbæk for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han ikke havde nogen førerret. En narkometertest havde indikeret, at den 28-årige var påvirket af både hash, amfetamin og methamfetamin under kørslen, hvorfor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Med i bilen som passager var bilens ejer, der blev sigtet for at have overladt føringen af personbilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører af køretøjet på grund af den manglende førerret. Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres egne sager skal afgøres.

Dement og savnet mand fundet – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 21.57 anmeldte DSB, at en formentlig dement mand, der ikke umiddelbart syntes at kunne tage vare på sig selv, befandt sig på perronerne på Ringsted station. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til manden, der blev identificeret som en 68-årig mand fra Jelling. Ved kontakt til hans plejecenter kunne personalet bekræfte, at han var savnet, og at man lige stod for at skulle efterlyse ham hos det lokale politi som savnet. Personalet blev beroliget og oplyst om, at politiet ville sørge for returkørsel af den 68-årige, idet politiet vurderede, at han ikke ville være i stand til selv at rejse retur med toget til Jelling. Midt- og Vestsjællands Politi kørte derefter til Fyn, hvor en patrulje fra Sydøstjyllands Politi overtog den resterende del af transporten af den 68-årige retur til hans bopæl.

Anholdelse - Røveri mod person – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 22.10 anmeldte en 12-årig dreng fra København, at han netop var blevet truet med en kniv og frarøvet nogle personlige effekter, beklædningsgenstande og kontanter af tre unge mænd, der efterfølgende var flygtet fra stedet. Flere patruljer kørte til stationsområdet, hvor politiet fik kontakt til den 12-årige og en 14-årig veninde fra Holbæk. De var begge uskadte efter røveriet, der skete, medens de sammen opholdt sig på stationen, inden den 12-årige skulle med toget. Politiet fik klarlagt, at de tre mistænkte røvere kunne have taget en bus væk fra stationsområdet, hvorefter politiet fik kontakt til en lokal bus, hvori tre unge mænd med signalementer som oplyst af offeret og vidnet befandt sig. Politiet foretog derfor anholdelse af to mænd på 17 og 20 år fra Holbæk samt en 19-årig mand fra Odsherred. Ved anholdelsen havde den 17-årig gemt en kniv på sig, men politiet fandt den i forbindelse med visitationen. Nogle af de røvede effekter blev tillige fundet hos de anholdte, som alle blev bragt til politistationen i Roskilde i forbindelse med efterforskningen i sagen. Offeret blev senere på aftenen afhentet af sine pårørende, der blev underrettet om sagen, ligesom politiet sørgede for hjemtransport af offerets veninde, så hendes pårørende også kunne blive underrettet om sagen. Det blev klarlagt, at de to mænd på 19 og 20 år havde mindre roller i sagen, hvorfor de efter sigtelse for røveri i forening med den 17-årige og afhøring til sagen blev løsladt i løbet af natten. Den 17-årige forblev i politiets varetægt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør kl. 13.00 ved Retten i Holbæk med krav fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære dørlukning af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.

Anholdelse – To anmeldelser om blufærdighedskrænkelse – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 23.30 anmeldte en 34-årig kvinde fra Næstved, at hun under ophold på Roskilde stationen havde bemærket en mand færdes rundt på de forskellige perroner. Manden havde en lidt underlig adfærd og havde indledningsvist lavet en ”kyssemund” mod anmelderen, der senere på afstand på en anden perron så manden foretage åbenlyse onanibevægelser med blottet underliv. Anmelderen havde forladt stationen, da hun anmeldte krænkelsen, der var foregået ca. 30 minutter tidligere.
Kl. 00.14 anmeldte en 45-årig kvinde fra Slagelse, at hun omkring midnat havde set en fremmed mand åbenlyst onanere foran hende under hendes ophold på togstationen. Hun havde søgt tilflugt hos en taxachauffør, men var taget med toget væk fra Roskilde.
Politiet kunne kort efter med baggrund i de to anmelderes signalementer foretage anholdelse af en 45-årig, lettere spirituspåvirket mand fra Bulgarien. Han blev bragt til Roskilde politistation til indledningsvis afrusning, inden han tirsdag formiddag med assistance fra en tolk skal sigtes for de to tilfælde af blufærdighedskrænkelse og afhøres til sagen. Politiet og anklagemyndigheden vil derefter vurdere sagen for at kunne afgøre, hvad der videre skal ske med den anholdte, udenlandske mand.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi