Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Lejre - tirsdag den 13. oktober

Profilbillede
dato

Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Karlslunde Landevej, Karlslunde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Abildgårdsvej, Knabstrup, Mørkøv
Stærgårdsparken, Asnæs
Løvvang, Snertinge
Vilhelm Andersensvej, Ringsted

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen


Færdselsuheld – Solrød Byvej / Tåstrupvej, Solrød Strand

Kl. 08.44 rykkede færdselspolitiet ud til et færdselsuheld i krydset Solrød Byvej / Tåstrupvej, idet to køretøjer var stødt sammen i det firbenede vejkryds. Ingen var kommet til skade som følge af uheldet, der skete, da en 38-årig kvinde fra Solrød Strand i en personbil ad Solrød Byvej mod øst. I det firbenede vejkryds ved Tåstrupvej var lyssignalerne ude af funktion på uheldstidspunktet. Den 38-årige fortsatte ligeud gennem krydset og stødte herunder sammen med en varebil, der blev ført af en 31-årig mand fra Solrød Strand ad Tåstrupvej mod syd. Han skulle også ligeud i krydset, men blev påkørt på højre side af varebilen på vej gennem krydset. Ved den efterfølgende undersøgelse af krydset kunne politiet konstatere, at lyssignalet ganske rigtigt var ude af drift, men der var opsat vigepligtstavler for færdslen i begge retninger ad Solrød Byvej. Politiet har derfor optaget rapport om uheldet, idet den 38-årige kvinde mistænkes for at have overtrådt vigepligtsbestemmelserne i forbindelse med passage af krydset, hvor lyssignalet var ude af drift.

Bilist uden sele og førerret – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 08.50 bemærkede en patrulje, at en mandlig fører af en personbil kørte ad Jyllandsgade og videre ad Søgade uden at anvende sikkerhedssele under kørslen. Føreren af bilen var en 20-årig mand fra Ringsted, som ikke kunne fremvise noget kørekort. Det viste sig, at han havde et kørselsforbud, efter at han i foråret 2020 havde fået det andet klip i kørekortet på grund af brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen. Den 20-årige blev derfor sigtet for både kørsel uden førerret og for den manglende brug af sikkerhedsselen under kørslen, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet

Brandundersøgelse – Toftegårdsvej, Asnæs – Odsherred

Kl. 11.52 fik politiet via alarmcentralen melding om, at brandvæsnet var kørt til ildebrand i en industribygning. Ved politiets ankomst var brandvæsnet oppe på taget af en industrihal for at undersøge, hvorfra en mindre røgudvikling var kommet. Der havde ikke været nogen egentlig brand, men dog røgudvikling efter noget tagpaparbejde ved et ovenlysvindue på taget. Der var ikke sket nogen skade på fast ejendom, så der var ud fra omstændighederne ikke grundlag for politiet til at foretage sig videre i sagen.

Brandundersøgelse – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl. 12.01 rykkede brandvæsnet og politiet også i Køge ud til en ildebrand, der var opstået ved gangbroen over jernbanen ved S-togsstationen. Der var tale om en mindre brand, der ifølge de fremkomne oplysninger var opstået i forbindelse med opvarmning af noget akrylbelægning, inden materialet skulle lægges på gangbroen. Ingen kom til skade ved branden, som politiet har optaget om for at undersøge omstændighederne nærmere.

Færdselsuheld – Holmagervej / Søndergade, Hørve – Odsherred

Kl. 15.05 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to biler var stødt sammen i krydset mellem Søndergade og Holmagervej. Det viste sig, at en 24-årig mand fra Nykøbing Sj. i en personbil var standset på Søndergade for at afvente modkørende, inden han ville svinge til venstre ad Holmagervej. Det overså en 28-årig mand fra Hørve, da han i en varebil kørte ad Søndergade i nordlig retning. Han påkørte derfor bagenden af den 24-åriges bil med mindre alvorlig materiel skade på bilerne til følge. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet registrerede parterne i.

Ældre snydt af falske bankmænd – Høng, Kalundborg / Kirke-Såby-Lejre

Kl. 17.28 og kl. 17.30 modtog politiet to anmeldelser fra ældre medborgere, som var blevet snydt af personer, der havde udgivet for at være bankpersonale.
Pårørende til en 87-årig kvinde fra Høng anmeldte, at den 87-årige kl. ca. 13.30 var blevet ringet af en fremmed mand, der oplyste, at der var sket noget mærkeligt på hendes bankkonto. Manden tilbød at sende en medarbejder, som skulle have dankort med tilhørende kode, så forholdet på bankkontoen kunne undersøges nærmere. Kort efter telefonopkaldet dukkede en fremmed mand på den 87-åriges bopæl, hvor den falske bankmand fik udleveret dankort med tilhørende kode. Kl. 14.10 blev der så foretaget en uberettiget hævning af 15.000 kr. i en pengeautomat i Slagelse. Manden, der afhentede dankortet, blev beskrevet som: mand, ca. 25 år, iført mundbind, muligt kørende i en lille sort bil, hvor der befandt sig en anden person.
Næsten samtidig fik politiet også en anmeldelse fra et ældre ægtepar på 87 og 94 år fra Kirke-Såby, som også anmeldte, at de på et tidspunkt mellem kl. 10.00-11.00 var blevet ringet op af en fremmed mand, der udgav sig for at være en medarbejder fra deres pengeinstitut. Årsagen til opkaldet var nemlig, at der måske var sket noget mistænkeligt på parrets bankkonti, så den falske bankmand ville sende en tekniker, som skulle have udleveret parrets dankort, så bankkontoen kunne undersøges. Kort efter dukkede en fremmed mand op, som fik udleveret et dankort med tilhørende kode. Herunder blev parrets lovet, at dankortet ville blive leveret retur senest kl. ca. 16.00, når der var blevet isat en chip i dankortet. Tilbageleveringen skete imidlertid ikke, hvorfor parret kontaktede deres pengeinstitut, som kunne oplyse, at der i alt var foretaget uberettigede hævninger på parrets konti for 34.000 kr. Manden, der mødte op som bankens tekniker, blev beskrevet som: mand, dansk af udseende og dansktalende, 25-30 år, 175-185 cm høj, spinkel af bygning, brunligt hår, iført mundbind, sort skjorte og mørke cowboybukser.
Politiet har nu optaget anmeldelser om bedrageri i begge sager for at efterforske sagerne om grov udnyttelse af ældre borgeres tillid til personalet i deres pengeinstitutter. Politiet opfordrer dog til at være særdeles skeptisk ved disse telefonopkald og især, hvis telefonopkaldene sker uden forudgående aftale eller konkret anledning. Endvidere er det heller ikke normalt, at bankpersonale afhenter et dankort ved problemer på en bankkonto, idet kortindehaveren altid vil skulle aflevere sit dankort eller andre betalingskort direkte til kortudstederen og ikke til tilfældige personer, der udgiver sig for at repræsentere kortudstederen. Pårørende til ældre medborgere opfordres også til at tale med pårørende om denne form for bedrageri, herunder oplyse de pårørende om, at kortnumre, koder til dankort og f.eks. NemID sammen bankkontonumre er fortrolige oplysninger, som ikke bør udleveres til tilfældige personer.

Færdselsuheld – Ledreborg Alle, LejreLejre

Kl. 20.22 var en 18-årig mand fra Roskilde kørt i en personbil ad Ledreborg Alle mod nordøst. I et højresving ved Skottehusvej mistede han kontrollen over bilen, så han kørte ud i rabatten, hvor bilen påkørte et vejtræ. Ambulancepersonalet tilså både den 18-årige fører og en 19-årig kvindelig passager for ømhed i brystkassen, men det skyldtes formentlig brug af sikkerhedsselen i uheldsøjeblikket. Ingen af var kommet egentlig til skade, og da der ikke var andre trafikanter involveret, registrerede politiet blot omstændighederne ved uheldet.

Musik til ulempe – Østerlyngvej, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 20.55 rykkede politiet ud til et sommerhusområdet, idet en sommerhusgæst var generet af så høj musik fra området, at den høje musik kunne høres i telefonen under anmeldelsen. Patruljen havde ikke besvær med at finde frem til en adresse i et sommerhusområde, hvor en 15-årig ung mand fra Nykøbing Sj. fik besked om dæmpe musikken udendørs eller rykke indenfor. Han blev vejledt om risikoen for at få beslaglagt sit musikanlæg til næste dag, hvis politiet modtog endnu en anmeldelse om høj musik til væsentlig ulempe for omkringboende i området.

Brande i containere – Vig – Odsherred

Kl. 01.14 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at brandvæsnet var rykket ud til ildebrand i nogle containere på Torvesvinget. Det viste sig, at der var brand i tre mindre papircontainere, så brandvæsnet kunne hurtigt slukke branden, inden der skete større skade på andet end papircontainerne.
Kl. 03.32 fik politiet en ny melding fra alarmcentralen om, at brandvæsnet var rykket ud til endnu en containerbrand på Skolevænget, hvor brandvæsnet også hurtigt fik slukket ilden, så der kun opstod skade på containeren og dens indhold. Politiet kunne ved undersøgelser på stederne ikke umiddelbart klarlægge, hvordan eller hvorfor brandene opstod i containerne de to steder, men har dog noteret sig brandene.
Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi