Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Lejre - mandag den 18. januar

Profilbillede
dato

Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Bjergsted Byvej, Jyderup

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Syvendeskovvej, Undløse, Tølløse
Teglværksvej, Favrbo, Snertinge
Platinvænget, Hårlev
Sultenkrog, Jyderup
Lyøvej, Hårlev
Rugvej, Jyllinge
Torlundevej, Svinninge
Digehuset, Greve
Højstedvej, Eskebjerg

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Fællesskoven, Overby Lyng, Sjællands Odde
H/F Slotshaven, Bøgehaven, Holbæk

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ved Stadion, Køge
Algade, Store-Heddinge

Covid-19 – Flere overtrædelser af forsamlingsforbuddet i Roskilde

Ifølge de gældende restriktioner for at begrænse risikoen for smittespredning af Covid-19, er der forbud mod at forsamles mere end fem personer i det offentlige rum. Hen over weekenden oplevede Midt- og Vestsjællands Politi flere brud på forsamlingsforbuddet ved tankstationer og i naturen. En enkelt virksomhedsejer blev sigtet for at holde sin massørforretning åben, selvom det ifølge reglerne ikke er tilladt.

Fredag kl. 16.32 kørte en patrulje til en massør i Roskilde, da der var kommet et tip om, at massøren havde kunder trods påbuddet om at holde lukket. Politiet traf massøren og en kunde, som fik behandling. Massøren, En 47-årig kvinde fra Roskilde, blev sigtet for at overtræde Covid-19 reglerne, idet hun holdt åbent for kunder, og hun kan nu forvente en bøde i sagen. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte kunden for noget i den forbindelse.

Senere fredag kl. 22.13 kom en anmeldelse om, at der var en større forsamling mennesker samlet på P-pladsen foran en tankstation på Københavnsvej i Roskilde. En patrulje kørte til stedet, hvor flere personer i det samme forlod området i biler. Tilbage var ni personer i alderen 17-26 år fra hele Sjælland, som alle blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet. De kan alle forvente en bøde i sagen.

Lørdag kl. 22.49 anmeldte en borger, at en gruppe på flere end fem unge havde forsamlet sig ved et bål i den gamle remise for enden af Skovbogade i Roskilde. En patrulje kørte det korte stykke fra politistationen i Skovbogade til stedet, som i folkemunde kaldes ”Den hemmelige have”. Her traf politiet seks unge på 15-16 år fra Roskilde, som havde tændt et bål og sad tæt sammen på et mindre område. De blev alle seks sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet på fem personer. Politiet kontaktede deres værger, som blev orienteret om sigtelsen. De unge vil senere få tilsendt en bøde i sagen.

Søndag kl. 09.20 fik politiet anmeldelse om, at en større grupper personer var samlet ved Himmelsøen på Darupvej i Roskilde, hvor de vinterbadede. En patrulje kørte til søen, hvor i alt 17 personer blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet. Ved politiets ankomst befandt alle 17 personer sig i søen i et afgrænset område, hvor der var slået hul i isen. Deres tøj lå i et shelter tæt ved. De sigtede, som var i alderen 26-51 år fra hele Sjælland, overtrådte herved de gældende regler om forsamling, idet de deltog i et arrangement på mere end fem personer. De vil alle senere modtage en bøde i sagen.

 

 

Fredag – lørdag


Børn på isen – Rabalderparken, Pulsen, Roskilde

Kl. 15.44 anmeldte en borger, at der var børn på isen ved søen i Rabalderparken i Roskilde, som nok var for tynd til at bære. Politiet kontaktede kommunen, som kørte til stede tog spærrede søen af. Politiet fik ingen melding om, at nogen personer var gået igennem isen på stedet.

Fart over feltet i lånt bil uden kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 19.49 blev en 20-årig mand fra Slagelse sigtet for at køre alt for stærkt på Køge Bugt Motorvejen ved Greve, hvor han blev målt til at køre med en gennemsnitshastighed på 161 km/t. Den tilladte hastighed på strækningen er 110 km/t, så sagen lægges op til en betinget frakendelse af førerretten og en bøde. Den 20-årige havde desuden ikke et gyldigt kørekort, idet han fik sin førerret midlertidigt inddraget i forbindelse med en sag om et spiritusuheld med høj promille, som endnu ikke er afgjort. Den 20-årige kan forvente at få sine sager afgjort samlet ved et senere retsmøde. Bilens ejer blev sigtet for at overlade føringen af sin bil til en person uden kørekort.

Solouheld – Odsherredvej/Kirkeåsvej, Vig – Odsherred

Kl. 00.14 skete et solouheld, da en personbil kom for langt ud i rabatten i højre side af vejen, så bilen skred ud og rullede rundt. Bilens fører, en 25-årig mand fra Dragør, var ikke opmærksom på vejen forløb og mistede herredømmet over bilen, da den kom ud i rabatten. Bilen kørte over en høj jordvold og trillede herefter rundt, så den fik store skader. Bilisten slap uskadt fra uheldet, men der skete foruden skader på bilen og så skader på et el-skab og en kantpæl. Politiet registrerede uheldet.

 

Lørdag – søndag:


Brand i bil – Bøgevang, Lindenborg, Roskilde – Lejre

Kl. 08.32 rykkede både brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en minibus, der var parkeret på en privat sommerhusadresse ved siden af en garage. Trods brandvæsnets indsats lykkedes det ikke at redde minibussen, der udbrændte. Varmen fra bilbranden forårsagede, at en rude i den nærliggende garage sprængtes. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag politiet nu skal kigge nærmere på.

Mulig overtrædelse af forsamlingsforbud – Trekroner sø, Roskilde

Kl. 14.35 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger, som havde set 6-7 unge mennesker opholde sig sammen ved søen, hvor de havde drukket øl og ifølge borgeren tisset op ad træerne. En af de unge havde været gået ud på isen på søen og var faldet igennem, men dog kommet op af egen drift. Herefter gik flokken i retning mod Lysalleen medbringende en indkøbsvogn med øl. En patrulje kørte til området for at lede efter de unge, men fandt kun en efterladt indkøbsvogn i området. Politiet fandt herefter ikke grundlag for at foretage sig videre og kan kun erindre om, at færdsel på isen på vandhuller eller søer ikke er tilladt, da isen endnu ikke er sikker.

Ulovlig knallert – Holbækvej, Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.40 kontrollerede færdselspolitiet en knallert, som en 15-årig dreng fra Regstrup var fører af. Knallerten havde konstruktive ændringer, idet dele af udstødningsrøret var fjernet med hastighedsforøgelse til følge, ligesom baglyset var defekt, og knallerten manglende en rød refleks bagpå. Den 15-årige blev sigtet for sidde fejl og mangler ved knallerten og kan nu ud over en bøde også forvente en påstand om en betinget frakendelse af knallertkørekortet.

To spritbilister stoppet samtidig – Vestergade, Tølløse – Holbæk

Kl. 19.55 standsede færdselspolitiet to mænd, der var fører af hver sit køretøj ad Vestergade i Tølløse. Der var tale om en varebil ført af en 43-årig mand fra Kirke-Såby og en personbil ført af en 37-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Begge var påvirket af spiritus under kørslen i køretøjerne, så de blev begge kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol. Når disse er blevet analyseret, vil de to mænd hver især høre nærmere fra politiet om afslutningen på deres sager.

Narkobilist uden førerret – Enghaven, Asnæs – Odsherred

Kl. 20.10 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 20-årig mand fra Mørkøv for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Den 20-årige, der i øvrigt ikke havde førerret, deltog i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Køge

Kl. 20.44 rykkede redningsmandskab og politiet ud til et færdselsuheld på motorvejen i det østgående spor, idet to biler var stødt sammen. Det viste sig, at den ene part var røget ud i grøften til højre for vejen og var rullet rundt flere gange. Føreren af denne personbil var en 23-årig mand fra Taastrup, der blev reddet ud og bragt på skadestuen til kontrol, men han var sluppet med diverse knubs. Modparten var en 30-årig mand fra Vejle, der som fører af en varebil også var sluppet uskadt fra uheldet. De var begge kørt i deres køretøjer i østlig retning med den 23-årige forrest. Han havde bremset op for nogle rådyr på vejen, hvilket den 30-årige fører af varebilen for sent opdagede. Han påkørte derfor bagenden af den 23-åriges bil, så han mistede kontrollen over den og røg ud i grøften, hvor han rullede rundt. En skiltevogn afspærrede uheldsstedet under rednings- og oprydningsarbejdet, der var afsluttet kl. ca. 21.50.

Narkobilist med hash på sig – Kalundborgvej, Snertinge - Kalundborg

Kl. 01.05 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Dalmose for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Ved visitationen fandt politiet den 25-årige i besiddelse af en mindre klump hash, der blev kontrolvejet til 0,5 gram. En narkometertest indikerede, at den 25-årige netop var påvirket af hash under kørslen, så han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når blodprøven er blevet analyseret, vil den 25-årige høre nærmere fra politiet.

Spirituskørsel – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 02.30 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Svinninge for kørsel i spirituspåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Spiritus-/narkokørsel – Svinningevej, Svinninge – Holbæk

Kl. 03.40 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Svinninge for kørsel i spirituspåvirket tilstand i en personbil. Politiet mistænkte ham dog også for at være påvirket af narkotika under kørslen, så den 24-årige fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og eventuel påvirkning af euforiserende stoffer under kørslen. Når blodprøverne er blevet analyseret, vil han høre nærmere fra politiet med resultatet heraf.

Kvinde befølt – Vestergade, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 03.53 slog en 17-årig ung kvinde fra Store-Heddinge alarm til politiet, efter en fremmed mand havde befølt hende, da hun 10-15 minutter tidligere gik ad Vestergade, Store-Heddinge. Hun var gået fra området ved togstationen og videre ad Vestergade i østlig retning. Undervejs havde hun bemærket en fremmed mand, der fulgte efter hende, og i Vestergade havde manden pludselig taget fat i hende og befølt hende på benene og forsiden af kroppen uden på tøjet. En mand havde fra et ukendt sted pludselig råbt op, efter at den 17-årige havde skreget op som følge af overgrebet. Den fremmede mand havde opgivet sit forehavende, så den 17-årige kunne løbe fra stedet med manden efter sig, men så ikke, hvor den fremmede mand forsvandt hen. Da hun ankom til en privat adresse i byen nogle få minutter senere, slog hun alarm til politiet, som sendte flere patruljer til byen. Hensigten var ud over afhøring af offeret at lede efter den mistænkte, som offeret beskrev som: mand, dansk af udseende, 40-50 år, kraftig af bygning, iført sort jakke og brugte briller. Han talte dansk, da han bad offeret om at være stille, da hun skreg op under overgrebet. Det lykkedes ikke politiet at finde den mistænkte i en sag, som politiet behandler som en sag om blufærdighedskrænkelse.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte have set den mistænkte i byen sent om natten mellem lørdag og søndag, ligesom politiet gerne vil i kontakt med vidner, herunder manden, der råbte op under overgrebet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.


Søndag – mandag


Spirituskørsel – Ved Rådhuset, Store-Heddinge, Stevns

Kl. 14.46 sigtede og anholdt en 64-årig kvinde fra lokalområdet for spirituskørsel i en personbil. Hun blev standset på P-pladsen foran et supermarked i Store-Heddinge, hvor en alkometertest viste, at kvinden havde en promille over det tilladte. Den 64-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt. Når politiet får resultatet af blodprøveanalysen vil den sigtede høre mere i sagen.

Hastighed, håndholdt mobiltelefon og kørsel i frakendelsestiden – Nykøbingvej, Holbæk

Kl. 15.32 var en af færdselspolitiets patruljer på Nykøbingvej i Holbæk ved Audebo-dæmningen, hvor betjenten bemærkede en modkørende bilist, som talte i håndholdt mobiltelefon. Patruljen kørte efter varebilen for at lave en rutinekontrol. Varebilen kørte stærkere end tilladt, og sænkede ikke hastigheden, selvom den nu befandt sig i en 60 km/t zone på Nykøbingvej mod syd. Betjenten startede en hastighedsmåling på varebilen, som blev målt til at køre med en gennemsnitshastighed på 93 km/t.

Bilisten blev standset ved Audebovej, og politiet henvendte sig til føreren, en 34-årig mand fra Vig. Han kunne ikke fremvise et kørekort, da betjenten bad om det, da han var frakendt førerretten. Den 34-årige blev sigtet for at køre for hurtigt, at anvende håndholdt mobiltelefon under kørslen og for at køre i frakendelsestiden. Politiet kontaktede bilens ejer, som ikke havde givet den 34-årige lov til at låne bilen, så han blev nu også siget for uberettiget brug af bilen. Turen stoppede derfor for den 34-årige, som kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Opmærksom borger fik stoppet spiritusbilist – Omfartsvejen, Holbæk

Kl. 17.14 anmeldte en bekymret bilist, at en personbil kørte meget usikkert og slingrende ad Omfartsvejen i Holbæk. En patrulje satte kursen mod bilisten, som blev standset i Holbæk by. Føreren af bilen, en 50-årig mand fra Svinninge, var påvirket af alkohol over det tilladte. Han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Uorden i toget – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 23.48 assisterede politiet en togkontrollør, som havde problemer med en aggressiv passager, som kørte uden billet. Passageren fik udstedt en afgift, hvilket gjorde ham opfarende og højtråbende. Patruljen anholdt passageren, en 23-årig mand fra Hedehusene, som blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, idet han i påvirket tilstand havde en adfærd der var egnet til at forstyrre den offentlige orden. Han blev taget med i detentionen til afrusning og blev løsladt næste morgen, da han var faldet til ro. Den 23-årige kan, ud over afgiften fra DSB, forvente en bøde fra politiet.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi