Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Lejre - fredag den 16. oktober

Profilbillede
dato

Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Dampmøllevej, Holbæk
Holbæk Have, Holbæk

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Fundersvej, Greve
Klintelundsvej, Greve
Dønnergårds Alle, Greve
Mosede Engvej, Greve
Drøsselbjergvej, Drøsselbjerg, Slagelse
Sandbjergvej, Rørby, Kalundborg

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Sølystgårdsvej, Nyrup, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Sejergårdsvej, Tølløse


Færdselsuheld – Helsingevej, Kirke Helsinge, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 09.12 fik politiet via alarmcentralen melding om et alvorligt færdselsuheld, hvori en motorcyklist var impliceret. Ud over ambulancepersonale var også lægehelikopteren sendt til uheldsstedet på Helsingevej. Politiet afspærrede vejen i begge retning under redningsarbejdet, idet en lastbil og en motorcykel var impliceret, og der flød væsker mv. fra motorcyklen på vejen. Trafikselskabet Movia måtte omlægge bustrafikken ad vejen. En svært tilskadekommen fører af motorcyklen blev stabiliseret og derefter i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og fornøden behandling. En bilinspektør blev tilkaldt til at foretage teknisk undersøgelse af de implicerede køretøjer og selve uheldsstedet. En foreløbig konklusion af undersøgelserne var, at en 60-årig mand fra Kgs. Lyngby som fører af en lastbil med tilkoblet sættevogn inden uheldet var standset med front mod syd i højre side af vejen for at læsse varer af. Sættevognens læsserampe var sænket helt til kørebaneniveau, da motorcyklisten kom kørende ad Helsingevej i sydlig retning på en lige vejstrækning. Af ukendte årsager kørte motorcyklisten ind i sættevognens bagende, så føreren røg af motorcyklen og ind på sættevognens lad. Sættevognen fik mindre skader ved venstre baglygte, medens motorcyklen fik kraftige skader som følge af uheldet. Kl. ca. 11.20 blev afspærringen af Helsingevej ophævet, så trafikken i området kunne normaliseres. Føreren af motorcyklen blev identificeret som en 83-årig mand fra Kalundborg, hvis pårørende er blevet underrettet om hans tilskadekomst ved uheldet. Den 83-årige er fortsat indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand på grund af hovedtraume, og politiet har rutinemæssigt fået udtaget blodprøver til analyse for eventuel påvirkning af stoffer eller medicin, der måske kunne have indflydelse på kørslen. Politiet afventer nu erklæringen fra bilinspektøren og analyseresultaterne fra blodprøverne, før politiet afgør, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Kanonslag sprængt – Karlemosevej, Køge

Kl. 11.07 fik politiet flere anmeldelser fra beboere på Karlemosevej om et højt brag. Et par patruljer blev sendt til området og fik klarlagt, at der formentlig var tale om et kanonslag, der var blevet fyret af. På altanen ved en lejlighed i bebyggelsen var det yderste lag glas i stuevinduet blevet ødelagt, ligesom en altankasse ved samme altan var blevet ødelagt. På stedet fandt politiet også et kanonslag, som ikke var sprængt. Det blev sikret som bevis med henblik på nærmere undersøgelse for tekniske spor og derefter destruktion. Ingen personer var kommet til skade, og politiet undersøger også, om der kunne være forbindelse til en lignende anmeldelse om et højt brag omkring midnat natten mellem onsdag og torsdag i samme område.

Færdselsuheld – Stensbjergvej / Søndre Centervej, Køge

Kl. 11.42 fik politiet en anmeldelse om, at to biler var stødt sammen i lyskrydset Stensbjergvej – Søndre Centervej. Politiet kunne ved ankomsten til uheldsstedet konstatere, at ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, men de implicerede biler kunne dog ikke køre selv fra stedet og måtte bugseres væk. En 45-årig kvinde fra Havdrup var inden sammenstødet kørt i en personbil ad Stensbjergvej mod syd, inden hun i lyskrydset ved Søndre Centervej ville svinge til venstre. I modsat retning kørte en 65-årig kvinde fra Køge i en personbil og ville fortsætte ligeud i lyskrydset. Begge parter havde grønt lys i deres kørselsretning, og under den 45-åriges svingning påkørte hun den modkørende bil. Politiet har optaget rapport om uheldet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselsloven for den 45-årige kvindes vedkommende, ligesom politiet sørgede for færdselsregulering, indtil de implicerede biler var blevet bugseret væk.

Mistanke om overtrædelse af COVID-19-regler – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 12.46 fik politiet en henvendelse fra en borger, som var bekymret over, at en fastfood-restaurant måske ikke helt overholdt COVID-19-reglerne med hensyn til antal gæster i restauranten. Senere på dagen omkring aftenspisetid kørte en patrulje til restauranten for at foretage en stikprøvekontrol, som viste, at der kun var omtrent totredjedele af det antal personer, som restauranten måtte have som gæster. I øvrigt bar alle gæster og personalet mundbind, så politiet fandt ikke grundlag for at foretage sig yderligere som følge af kontrollen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Venøvej, Hårlev – Stevns

Kl. 13.37 fik politiet en anmeldelse om, at en ældre mand var væltet på sin scooter, og føreren måske kunne være påvirket af alkohol. Politiet kørte til uheldsstedet, hvor en spirituspåvirket, 73-årig mand fra Hårlev blev truffet. Han var uskadt, efter at han af ukendte årsager var væltet med sin scooter. Da han kunne mistænkes for spirituskørsel, blev han sigtet herfor og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve på skadestuen i Køge. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, og politiet afventer nu analyseerklæringen, inden den 73-årige får besked om sagens afgørelse.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 15.27 mistede en 58-årig mand fra København N kontrollen over det vogntog, som han førte ad motorvejen i vestlig retning. Han havde koblet en trailer efter sin personbil, da han af ukendte årsager mistede herredømmet over vogntoget. Han ramte autoværnet og standsede til sidst med front mod kørselsretningen. Ved uheldet fik bilen og traileren skader, så køretøjer skulle bugseres væk. Politiet registrerede uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret. 

Uro og uorden – Køgevej, Ringsted

Kl. 17.24 fik politiet en anmeldelse om, at flere unge jagtede en spirituspåvirket mand, som også skulle få kastet ting efter sig. De unge var efterfølgende gået i retning mod anlægget. Politiet kørte til området, hvor de unge ikke blev truffet, men den jagtede mand blev truffet og viste sig at være en 31-årig mand fra Jylland og uden fast bopæl. Han oplyste, at han ikke var blevet ramt og ønskede i øvrigt ikke politiets indblanding i hændelsen. Han ville gerne tage ophold i en anden by, så politiet udleverede et mundbind til ham, så han kunne tage offentlig transport væk fra Ringsted. Politiet har ingen oplysninger om, hvorfor den 31-årige tilsyneladende var ilde set blandt andre unge i byen.

Uro og utryghedsskabende adfærd – Parkvej, Køge

Kl. 18.30 kørte en patrulje ved grønne område på Parkvej, hvor patruljen konstaterede, at der var tændt et bål i en tønde. Da politiet nærmerede sig, løb nogle væk fra området, så politiet fik kontakt til seks mænd i alderen 18-33 år fra Køge, som blev oplyst om hensigtsmæssig adfærd i området, herunder at bålet i tønden skulle slukkes. Politiet fandt på dette tidspunkt ikke grundlag for at foretage yderligere over for de trufne personer.
Kl. 19.38 fik politiet en henvendelse om, at flere beboere i boligkvarteret følte sig generet over dels forsamlingen af de utryghedsskabende unge, som stadig var til stede, dels røggene fra et bål i en tønde. Politiet kørte igen til området og kunne igen konstatere, at de tilstedeværende løb i alle retninger ved politiets ankomst. Bålet i tønden fik politiet slukket ved brug af pulverslukkere, hvorefter politiet forlod området.
Kl. 22.01 fik politiet igen oplysninger om, at unge igen var forsamlet i området og optrådte utryghedsskabende med larm og høje råb mv. Denne gang kørte politiet mere taktisk til området med flere patruljer, der igen kunne konstatere, at der var bål i den samme tønde, hvor politiet tidligere havde slukket en brand. Denne gang blev brandvæsnet tilkaldt til at slukke for bålet, ligesom brandvæsnet puttede brandhæmmende skum i tønden, så et nyt bål ikke kunne tændes, inden Køge kommune senere på aftenen på politiets anmodning ville fjerne den omhandlede tønde.
I forbindelse med den sidste udrykning til området fik politiet løbet en af de flygtende personer op. Der var tale om en 24-årig mand fra Køge, som fremstod lidt nervøs ved politiets kontakt til ham. Det viste sig, at han var i besiddelse knap 25 gram hash og godt 1½ gram kokain, så han fik narkotikaen beslaglagt og blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af stofferne med henblik på videresalg, men ved en efterfølgende ransagning af den 24-åriges bopæl fandt politiet dog ikke yderligere ulovlige stoffer. Han kan nu afvente politiets afgørelse i denne sag, og ingen andre blev sigtet for noget i relation til den utryghedsskabende adfærd i øvrigt. Politiet har i de kommende dage naturligt fokus på boligområdet og eventuel utryghedsskabende adfærd med baggrund i aftenens hændelser.

Musik til ulempe – musikanlæg beslaglagt – Kongebakken, Roskilde

Kl. 21.43 havde politiet fået en anmeldelse om høj musik til ulempe for de omkringboende, idet der tilsyneladende blev holdt en fest på Klostermarksskolens område. En patrulje kunne selv høre høj musik ved ankomsten til stedet, hvor flere unge var forsamlet i festligt lag. Politiet vurderede, at det var nødvendigt at beslaglægge et bærbart musikanlæg for at få skabt ro i området. En 14-årig dreng fra Roskilde kan så fredag få sit musikanlæg genudleveret hos politiet, hvilket hans forældre også blev orienteret om. Ingen blev sigtet for noget i forbindelse med politiets indgriben i festen.

Musik til ulempe – musikanlæg beslaglagt – Grantoftevej, Greve

Kl. 00.51 fik politiet en anmeldelse om så høj musik, at det var ulempe for de omkringboende, ligesom der også var mange højtråbende unge i haven på en konkret adresse. Politiet havde været på stedet tidligere på aftenen og formanet de unge om at holde sig dæmpet, så de ikke generede de omkringboende. En patrulje kørte igen til adressen, hvor politiet nu valgte at beslaglægge et musikanlæg hos en 15-årig dreng fra Greve. Han blev dog oplyst om, at anlægget kunne hentes næste dag hos politiet. Ingen blev sigtet for noget i anledning af anmeldelsen.

Færdselsuheld – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl. 01.14 var en 29-årig mandlig lastbilchauffør fra Sørvand kørt i sydlig retning ad Ivar Huitfeldtsvej og ned i tunnelen under jernbanen. Lastbilens kran var tilsyneladende ikke kørt tilstrækkeligt ned, idet kranen ramte først en betondrager over vejen og efterfølgende loftet i tunnelen. Herved gik der hul på kranens hydraulikslanger, så olie blev sprøjtet ud på kørebanen og siderne i tunnelen. Lastbilchaufføren kunne dog komme fri ved egen kraft, og brandvæsnet sørgede efterfølgende for at foretage det fornødne i forhold til det spildte olie. Brandvæsnet vurderede umiddelbart, at der ikke var nogen fare i tunnelen som følge af påkørslen, men Køge kommunes vejvæsen vil følge op på denne vurdering fredag. Lastbilchaufføren selv slap uskadt fra ulykken, og der var ikke andre trafikanter involveret.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden mv. – Gl. Skovvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 02.00 anholdt og sigtede politiet en 62-årig mand fra Svebølle for både kørsel i frakendelsestiden og spirituskørsel i en personbil ad Gl. Skovvej i vestlig retning. Ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af en hobbykniv uden noget anerkendelsesværdigt formål, så han blev også sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 62-årige kørte ikke i sin egen bil og erkendte, at han havde taget bilnøglerne uden tilladelse fra bilejeren, så politiet sigtede ham også formelt for at have stjålet personbilen fra ejeren. Den 62-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhøring til sigtelserne.


OPFØLGNING


Varetægtsfængsling – Tyveri fra varebiler – primært Ringsted-området

Den 33-årige mand fra Rumænien, som blev anholdt tidligt torsdag morgen umiddelbart før udrejse af Danmark ved landegrænsen i Padborg som mistænkt for at være bagmand bag mange forhold om tyveri fra varebiler primært i Ringsted-området, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Retsmødet endte med, at den 33-årige rumæner blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 29. oktober 2020 som mistænkt i et sagskompleks med ca. 15 tyveriforhold til en samlet værdi af ca. 450.000 kr.
 
Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi