Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Lejre - torsdag den 9. juli

dato

Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ingen

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Hybenvang, Holbæk
Rosenvænget, Holbæk


Brand i lade – Haraldstedvej, Ringsted

Kl. 07.03 onsdag morgen blev politi og brandvæsen sendt til en brand i en lade. Ved ankomst til stedet var der røgudvikling fra tagkonstruktionen, men ingen synlige flammer, men svag røgudvikling fra ladens tag. Inde på loftet brændte det ved tagkonstruktionen, og brandvæsnet begyndte slukningsarbejdet, som hurtigt var overstået. Brandvæsnet blev dog på stedet for at sikre sig, at alle gløder i taget var slukket. Politiet undersøgte stedet, for at klarlægge brandårsagen. Ifølge gårdejeren havde der være en mindre brand ved et rensningsanlæg, som ejeren selv havde slukket ilden med en brandslukker. Efter foreløbige undersøgelser formodes det, at der efter branden i rensningsanlægget har ligget og ulmet nogle gløder, som har fået fat i taget. Ingen personer eller dyr kom til skade i forbindelse med branden, men rensningsanlægget nedbrændte, og der skete skader på laden. Politiet fortsætter brandundersøgelsen, for at afklare brandårsagen herunder, hvorfor der udbrød brand i rensningsanlægget.

Graffitihærværk – Holbækvej og Tølløsevej, Hvalsø

Kl. 08.30 anmeldte Lejre Kommune, at der var lavet graffitihærværk på lygtepæle og en støttemur på Holbækvej ud for nr. 27 i Hvalsø, hvor der var skrevet bl.a. ”EDB” og ”PREIS” med lyserød og grøn spraymaling. I gangtunnelen under banen på Tølløsevej var også malet graffiti og skrevet ”EDBS” og andre tags med sort maling.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, som har set noget mistænkeligt omkring de steder, hvor graffitien blev malet fra mandag omkring kl. 16.00 til tirsdag morgen, hvor hærværket blev opdaget. Borgere som har bemærket graffiti med lignende tags andre steder i Hvalsø eller omegn bede kontakte politiet. Ring tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Hærværk – Skibbrogade, Kalundborg

Kl. 13.22 fik politiet anmeldelse fra en pizzariaejer om, at ruden til forretningen var blevet knust natten mellem tirsdag og onsdag kl. 01.00. Et vidne så en mand sparke til butiksvinduet og kaste rundt med møblerne, som stod foran forretningen. Gerningsmanden havde også slået på ruderne til værtshuset ”Høvlen” Skibbrogade, men her skete dog ingen skade. Politiet mistænker, at den 30-årige mand fra Kalundborg, som samme nat blev anholdt for at have begået hærværk mod politiets biler, står bag hærværket. Den 30-årige mand overnattede i detentionen til afrusning og blev onsdag morgen løslagt, men lod sig frivilligt indlægge på et psykiatrisk hospital til behandling.

Udenlandske asfaltarbejdere – Lejre

Kl. 13.39 fik politiet anmeldelse fra en kvinde fra Lejre, som onsdag eftermiddag havde haft besøg af nogle udenlandske asfaltarbejdere. De sagde, at de havde lavet asfaltarbejde i Lejre og havde lidt asfalt til overs, så de kunne lave indkørslen billigt. Ægteparret i huset besluttede at takke ja til tilbuddet, men arbejdet blev ikke udført som aftalt, idet der blev lagt asfalt på et langt større areal end den mundtlige aftale lød på. Asfaltarbejderne krævede nu et væsentlig større beløb. Ægteparret havde ikke betalt, men nu taget kontakt til en advokat. Da der ikke rent strafferetsligt er sket noget ulovligt, blev anmelderen henvist til at twisten skal afgøres civilretsligt.

Borgere advares om at indgå aftaler med udenlandske asfaltarbejdere, som tilbyder arbejde uopfordret og hvor der ikke laves en kontrakt. Uden kontrakt er det svært at dokumentere, hvilke aftale der er indgået, og der er risiko for at blive snydt.

Cigarrettyve fremstilles i grundlovsforhør – Billesborgvej, Herfølge – Køge

To mænd, en 27-årig fra Tune og en 26-årig fra Valby, fremstilles i dag i grundlovsforhør, som sigtet for to forhold af cigarrettyveri fra et supermarked i Herfølge og en tankstation på Vordingborgvej i Køge. Begge steder franarrede mændene personalet 10 kartoner cigaretter. I Super Brugsen bad de om endnu en karton cigaretter fra lageret, og stak af mens medarbejderen var væk. På tankstationen bestilte de først cigaretterne, som blev pakket i en pose. Herefter bad de om en lottokupon og stak af mens ekspedienten var optaget af at printe kuponen. Et skarpt vidne så de to mænd sætte sig ind i en bil ved Super Brugsen i Herfølge og noteret reg. nr. Politiet kom derfor hurtigt på sporet af de to mænd, som kørte ad Køge Bugt Motorvejen mod nord. Mændene standsede dog ikke, men forsøgte at stikke af fra politiet. Ved Ishøj var der tæt trafik, og de mistænkte forsøgte at sno sig forbi. Bilen ramte herunder nogle andre bilister, hvorefter de to flygtende mænd forulykkede. Bilerne fik skader, men ingen personer kom til skade. Bilen, som de to mænd kørte i, viste sig at være stjålet og havde påsat nummerplader, som var stjålet fra en anden bil.

De to mænd blev anholdt kl. 14.09, hvor politiet fandt de stjålne cigarretter ved ransagning af bilen. Føreren af bilen, den 27-årige mand, blev sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde et gyldigt kørekort. Han blev desuden sigtet for at køre over for rødt lys og narkokørsel, da der var mistanke om, at han var påvirket. Han fik udtaget en blodprøve, som skal vise om han var påvirket af narko. De to blev taget med til stationen til afhøring, og politiet efterforsker nu sagen, da der er mistanke om, at de to står bag flere lignende tyverier på Sjælland. Grundlovsforhøret foregår ved Retten i Roskilde kl. 13.30.

Narkobilist stak af – Pilevej, Herfølge – Køge

Kl.20.02 ville en patrulje standse en bil på Pilevej i Herfølge, for at lave et rutinetjek. Føreren ville dog ikke tale med politiet og forsøgte at køre fra politiet, men valgte at stille bilen på Pilevej. To mænd løb fra bilen, men blev hurtigt løbet op af betjentene. De blev begge anholdt indtil politiet fik afklaret, hvem der havde ført bilen. En 30-årig mand fra Køge blev sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Passageren, en 24-årig mand fra Køge, fik lov at gå. Den 30-årig vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

Færdselsuheld – Holbækvej, Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 23.30 kørte en 59-årig kvinde fra Jyderup ligeud ad Holbækvej mod vest ud for nummer 317 og påkørte en lille personbil, der holdt parkeret på vejen. Den 59-årige kvindes bil rullede rundt på taget, men hun var selv i stand til at komme ud af bilen. Politi, ambulance og brandvæsen kom til stedet, hvor brandvæsnet fik flyttet den væltede bil ind til siden. Kvinden blev kørt til tjek på Holbæk Sygehus, men syntes at være uden alvorlige skader. En rutinemæssig alkometertest viste negativ, og politiet vejledte parterne i at udveksle forsikringsoplysninger. Vejen var spærret i begge retninger i forbindelse med oprydning på stedet mellem klokken 23.51 og klokken 00.16.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi