Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Lejre - torsdag den 1. oktober

dato

Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Klosterparks Alle, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Rugbjerg, Greve
Egens Kvarter, Osted, Lejre
Møllemarken, Borup

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Thorsvej, Vester Lyng, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen


Hund død efter skambidning – Vidner søges – Blomstervænget, Asnæs - Odsherred

Tirsdag i sidste uge den 22.september omkring kl. 18.42 blev en lille hund skambidt, da ejeren, en 65-årige kvinde fra Grevinge luftede sin hund. Hunden løb fri på et grønt areal omkring Blomstervænget i Asnæs. Den 65-årige gik over vejen ved OK-Tanken og videre i retning mod Aldi, hvor hendes bil holdt parkeret. Ved Aldi stod en kvinde ved sin bil med to større hunde i snor, som rev sig løs og løb efter den 65-åriges hund, som løb ned langs bygningen væk fra de større hunde. Hundene forsvandt rundt hjørnet ved vaskehallen, hvorefter ingen af hundeejerne så, hvad der skete. Da den 65-åriges hund kom tilbage så hun, at hunden havde pådraget sig alvorlige skader. Hun kørte straks hunden til dyrlæge, hvor den blev behandlet for alvorlige bidskader på kroppen og indre kvæstelser. To dage senere blev den lillehund aflivet, da den ikke kunne behandles for alvorlige indre kvæstelser i hovedet. Den 65-åriges hund er en lille sort/hvid blandingshund af racen malteser/puddel på 4,3 kg.

Politiet sigtede efterfølgende ejeren af de to store hunde for at overtræde hundeloven, idet hendes hunde kunne mistænkes for at stå bag skambidningen. Politiet søger nu vidner i sagen, for at klarlægge hændelsesforløbet bag bygningen, hvor den 65-åriges hund kom til skade. Borgere som har set den lille og de store hunde bag ved vaskehallen ved OK-tanken tirsdag aften omkring kl. 18.42, og som så hvordan den lille hund kom til skade bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Hampplanter beslaglagt – Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 10.20 kørte politiet til en adresse i Gørlev for at ransage, da der var mistanke om, at en beboer opbevarede hashplanter. Politiet traf beboeren, en 38-årig mand, som overværede ransagningen, hvor der i alt blev fundet 21 tørrede hampplanter i hans bolig og i et udhus tæt ved, hvor planterne var hængt til tørre. Den 38-årige blev sigtet for narkobesiddelse og planterne beslaglagt, hvilket den 38-årige ved nærmere overvejelse accepterede. Den sigtede kan forvente at høre mere i sagen fra politiet.

Knallertfører i kritisk tilstand efter uheld – Vallekildevej, Hørve – Odsherred

Kl. 10.23 skete et solouheld, da en 31-årig mand fra lokalområdet kørte galt på sin knallert på Vallekildevej, hvor han i et sving kørte ind i et stengærde og forulykkede. Vidner som befandt sig i en have ud for ulykkesstedet så, at den 31-årige røg af knallerten og ramte en havetraktor, som stod i haven. Den 31-årige pådrog sig alvorlige kvæstelser i hovedet og blev fløjet til Rigshospitalet med helikopter. Meldingen om hans tilstand senere på dagen lød, at han var i kritisk tilstand, men stabil. De pårørende blev underrettet kort efter uheldet. Politiets bilinspektør undersøgte uheldsstedet og fik knallerten indbragt til nærmere undersøgelse for at afklare årsagen til ulykken. Der blev rutinemæssigt udtaget en blodprøve af den 31-årige, som skal afklare, om han var påvirket af noget under kørslen. Politiet afspærrede Vallekildevej mens undersøgelser på stedet stod på, så busser blev omlagt og trafikken blev ledt uden om uheldsstedet. Omkring kl. 12.18 var vejen igen åben.

Tricktyve på spil – Lillevangsvej, Greve

Kl. 10.35 så en borger, at to personer, en mand og en kvinde, forsøgte at begå tricktyveri, idet kvinden henvendte sig til en cyklist, mens manden stak hånden ned i den kvindelige cyklists taske. Herefter forlod manden og kvinden stedet i retning mod Greve Borgerhus. Vidnet henvendte sig herefter til den kvindelige cyklist, som ikke havde fået stjålet noget.

De to mistænkelige personer beskrives som:
A: Kvinde, østeuropæisk af udseende, 40-45 år, 160 cm, almindelig af bygning. Lys hud og sort langt hår. Iført sort jakke.
B: Mand, østeuropæisk af udseende, ca. 50 år, 170 cm høj, kraftig af bygning. Lys hud og sort kort hår. Iført blå dunjakke og dårligt gående.

Politiet sendte signalementet af de to beskrevne personer rundt til patruljerne i området, men de blev ikke truffet. Vidner som har bemærket de beskrevne personer, og som kan komme med flere oplysninger om parret, herunder et evt. køretøj bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Handlekraftige veninder standsede tasketyv – Ahlgade, Holbæk

kl. 16.48 anmeldte en 20-årig kvinde, at hun fulgte efter en kvinde, som netop havde stjålet fra butikken ”Taskepigen” i Ahlgade, hvor hendes veninde arbejder. Den 20-årige var på besøg i butikken, da hun og den jævnaldrende veninden, som arbejder i butikken, blev gjort opmærksom på, at et kvinde havde stjålet en taske på gaden. Hun og veninden gik ud på gaden og så, at kvinden gik med en taske under armen, som hun ikke havde betalt for. Medarbejderen gik efter kvinden, tog tasken fra hende og bad hende om at blive på stedet. Kvinden satte i løb væk fra stedet, hvor den 20-årige veninde fulgte efter, mens medarbejderen blev ved forretningen.

Den handlekraftige 20-årige veninde så, at den mistænkte gik ind i et tog, som holdt på perron 3 på Holbæk station og kontaktede politiet, som vejledte den snarrådige veninde til at tilbageholde toget indtil en patrulje nåede frem. Patruljen kørte til Holbæk station og fik udpeget den mistænkte tasketyv, en 28-årig kvinde fra Kastrup –Tårnby, som blev sigtet for tyveriet af tasken til en værdi af 299 kr. Tasken fik forretningen igen uden skader, så de havde intet erstatningskrav mod den 28-årige.

Politiet visiterede den 28-årige, som blev fundet i besiddelse af 2 gram amfetamin. En 39-årig mand fra Holbæk, som den 28-årige var sammen med i toget, vedkendte sig ejerskabet af amfetaminen og blev sigtet for narkobesiddelse. Politiet beslaglagde stoffet med henblik på konfiskation. De sigtede fik herefter lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.

Harmonikasammenstød i den lavstående sol – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 16.48 skete et harmonikasammenstød med seks bilister på motorvejen sydgående lige ved Ølbyvej, da nogle køretøjer flettede ind og skabte opbremsning på stedet. En 24-årige mand fra Nykøbing F bremsede hårdt op, og blev påkørt af en 59-årig mand fra Køge, som ikke nåede at bremse, men påkørte den forankørende og fik startet et harmonikasammenstød, hvor i alt seks biler blev involveret. Ingen personer kom til skade, men hele motorvejen blev spærret kortvarigt indtil bilerne blev flyttet ind i nødsporet. Første vognbane var spærret i lidt længere tid, indtil den sidste bil blev fjernet omkring kl. 18.10. Solen stod lavt i kørselsretningen på uheldstidspunktet, og det kan have været medvirkende årsag til, at bilisterne ikke kunne se bremselyset på de forankørende.

Ordensbekendtgørelse og hash – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 22.30 fik politiet anmeldelse om, at en mand skabte uro ved indgangen til en tankstation, hvor han provokerede og virkede truende over for de tilstedeværende, hvor han blandt andet sagde, at han havde en kniv. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 33-årig mand fra Søborg, som blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Betjentene visiterede manden, som ikke blev fundet i besiddelse af nogen kniv, men som havde en klump hash på sig, der blev kontrolvejet til 20,2 gram. Han blev derfor sigtet for narkobesiddelse og hashen beslaglagt med henblik på konfiskation. I en medbragt taske fandt politiet en softgun legetøjspistol, som ikke i sig selv er ulovlig at bære. Politiet beslaglagde dog den pistollignende softgun præventivt for at sikre den offentlige orden, idet den 33-årige havde udvist truende adfærd. Den 33-årige blev herefter bortvist fra stedet og vil senere kunne hente softgun´en på politistationen. Han kan forvente at høre mere fra politiet i de øvrige sager.

Brand i skur – Bjarkesvej, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 22.31 kom et alarmopkald om brand i et skur ved en villa. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor huset beboer havde hørt larm udefra og set at det brændte i skuret. Flammerne havde godt fat i træskuret, da brandvæsnet kom frem. Ilden var startet inde i skuret, men havde hurtigt spredt sig og fået fat i udhænget på huset. Der var en kraftig varmeudvikling på stedet, så der sprang to ruder på husets førstesal og beboernes bil fik sprunget en bagrude.

Brandvæsnet fik slukket ilden, men skuret udbrændte helt. Der skete vand og sodskade på husets førstesal, som ellers kun fik udvendige skader som følge af branden. Ingen personer kom til skade ved branden. Politiet undersøgte brandstedet og fandt ikke noget mistænkeligt. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen på det udbrændte skur, så denne skal politiet nu undersøges nærmere.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi