Tre indbrud i kommunebygninger er sket hen over weekenden. Natten til fredag havde ukendte gerningsmænd skaffet sig adgang til IT-afdelingen i Ringsted Kommune på Amtstue Allé, hvor et vindue var opbrudt. Her var stjålet flere bærbare computere. I forbindelse med indbruddet blev en grå stationcar fanget på et overvågningskamera.
Tidligt lørdag morgen var det Hvalsø rådhus i Lejre kommune, som stod for tur. Her blev et vindue opbrudt, men umiddelbart var der ikke tegn på færden i bygningen på Møllebjergvej i Hvalsø. En hundepatrulje søgte efter spor i området, men fandt ikke frem til nogen mistænkte personer. Umiddelbart var intet stjålet i denne omgang.
Lørdag aften var endnu et indbrud i et IT-kontor på Ringsted Kommune, Amtstue Allé, hvor et vindue igen var opbrudt. På overvågningsvideoen omkring kl. 21.45, ses to mænd maskerede mænd forlade bygningen med en stor tung taske.
De to mænd beskrives som:
A: Mand, 16-28 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: maskeret, mørke øjenbryn, Iført: sorte sko, sorte joggingbukser, sort hættetrøje, sort halsedisse/maske trukket op over næsen.
B: Mand, 16-28 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: maskeret, Iført: sorte sko med hvid bund af mærke/model: Nike Air Max 270, sorte joggingbukser, sort hættetrøje, sort halsedisse/maske trukket op over næsen.
Politiet efterforsker nu sagerne, og søger vidner til de tre indbrud. Det kan være de samme mænd, som har begået begge indbrud i Ringsted ud fra metode og kostervalg. Ringsted Kommune er ved at opgøre, hvad de har fået stjålet ved indbruddene.
Borgere der har bemærket personer eller køretøjer omkring Ringsted Kommune på Amtstue Allé natten til fredag omkring midnatstid og igen lørdag aften omkring kl. 21.00-22.00 tiden. Vidner søges også omkring Hvalsø Rådhus lørdag morgen omkring kl. 03.50-04.20.
Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Indbrud i kommunens bygninger
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi