Et færdselsuheld fandt sted kl. 16.22 på Holbækmotorvejen i Gevninge, Lejre, da en personbil ført af en 34-årig mand fra Slagelse kolliderede med en bil, der trak en hestetrailer. Begge køretøjer blev totalskadet ved sammenstødet, og hesten i traileren slap løs, men blev hurtigt fanget ind igen.
Uheldet medførte massiv kødannelse på motorvejen. Den 34-årige mand forsøgte at flygte til fods fra stedet, men blev hurtigt indhentet af politiet. Ved uheldsstedet blev der fundet tre mindre poser med narko, og manden fremstod påvirket. Han blev kørt til behandling på sygehuset og var eftersøgt til afsoning af en tidligere straf. Efter behandlingen blev han overført til Kriminalforsorgens varetægt.
I den anden bil befandt sig en 38-årig kvinde fra Hornsherred, som slap fra uheldet uden alvorlige skader.