Nyt fra Lejre i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Hårlev Stationsvej, Hårlev
Bistrup Alle, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Granvej, Vemmedrup, Bjæverskov
Isafjordsvej, Himmelev, Roskilde
Ejlskovvej, Himmelev, Roskilde (2 anmeldelser)

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Fredskovens Åvej, Bjerge Sydstrand, Store-Fuglede

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Pærelunden, Himmelev, Roskilde
Kongsted rasteplads, Vestmotorvejen, Ringsted

To kørte uden kørekort – Greve

kl. 12.37 på Lillevangsvej i Greve ved en tankstation tog en patrulje kontakt til en 19-årig mand fra Greve, som sad på førersædet i en bil. Den 19-årige havde ikke et gyldigt kørekort, men havde kørt til stedet i bilen, hvilket politiet fik bekræftet på tankstationens overvågning. Han blev sigtet for kørsel uden førerret, og hans bil blev parkeret på stedet.

kl. 13.02 sigtede en patrulje en 30-årig mand fra Greve for kørsel uden førerret, da han blev stoppet ved Heimdals Kvarter i Greve. Den 30-årige havde tidligere fået et kørselsforbud, da han som ny bilist havde fået en betinget frakendelse af førerretten. Han havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve og derfor havde han ikke fået sit kørekort igen. Den 30-årige ønskede ikke at samarbejde med patruljen, men ville forlade stedet. Han blev derfor gjort bekendt med, at han var anholdt, men den 30-årige forsøgte alligevel at gå fra stedet.

Betjentene tilbageholdt manden, som blev visiteret og fundet i besiddelse af en lille klump hash på 3 gram, så han blev sigtet for lov om euforiserende stoffer og for at flygte som anholdt. Efter endt afhøring blev den 30-årige løsladt. Bilens ejer blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort. De sigtede kan alle forvente at høre mere fra politiet i deres sager.

Våbenloven – Østervang, Holbæk

Kl. 19.58 stoppede en hundepatrulje en personbil på i krydset Mosevang/Østervang i Holbæk i en rutinekontrol. I bilen sad fire personer i 20´erne fra Holbæk og omegn. En 24-årig mand fra Tølløse blev fundet i besiddelse af en ulovlig springkniv på 9 cm, som blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 24-årige blev sigtet for at overtræde våbenloven og afhørt til sagen. Han gav sit samtykke til at politiet tog hans kniv, og han kan nu forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Voldsom brand i villa – Lorentzensvej, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 21.01 kom et alarmopkald om brand i en carport ved en villa i Ejby i Kirke-Hyllinge. I carporten holdt to biler parkeret, som også brændte kraftigt. Politi og redning kørte til stedet, hvor alle naboer i de omkringliggende huse blev evakueret. Øvrige naboer blev opfordret til at gå ind og lukke døre og vinduer. Husets beboer opdagede selv branden i carporten og slog alarm. Alle personer kom ud af huset, uden at nogen kom til skade.

Ilden spredte sig fra carporten til husets gavl og videre til taget. Det brændte kraftigt og huset var overtændt. Brandvæsnet fik slukket branden, men huset fik omfattende skader.
Politiet undersøgte brandstedet, men kunne ikke fastslå brandårsagen, som nu skal undersøges nærmere. Ilden formodes at være startet omkring køretøjerne i carporten.

Naboerne kunne komme tilbage til deres huse omkring kl. 22.00, og kort efter var politiet færdige på stedet.

Påvirket bilist fundet af hundepatrulje – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 22.15 skete et solouheld på Sydmotorvejen i nordgående retning ved Køge. En bilist påkørte af ukendte årsager autoværnet, så bilen fik smadret fronten og stoppede i nødsporet. Politi og redning kørte til uheldsstedet, men fandt ingen fører ved bilen.

En hundepatrulje blev sendt til stede for at se, om nogen personer fra bilen var gået fra stedet og måske kunne være i nød. Hundepatruljen gik spor fra bilen og hen til skovstykke, som lå omkring 400 meter fra uheldsstedet. Her var der bid, for i skovbunden lå en uskadt 53-årig mand fra Nykøbing Falster, der lå og gemte sig.

Og med god grund, da det viste sig, at han både var påvirket af spiritus og narko. Han erkendte at have været med i bilen, men nægtede at have ført den. Politiet mistænkte, at han havde været fører af bilen. Så han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Politiet optog rapport om uheldet og undersøger nu sagen, for at afklare, om der var andre personer med i bilen. Den 53-årige vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Narkokørsel førte til narkofund – Ringstedvej, Lellinge – Køge

Kl. 23.08 tændte en patruljebil for udrykningssignalet, for at få en bilist til standse. Da bilen stoppede løb en passager fra forsædet ud af bilen og væk fra patruljen. Betjentene så passageren kaste noget fra sig på flugten. En hundepatrulje blev tilkaldt, og politiet fik anholdt både passageren og føreren af bilen, en 18-årig mand fra Ringsted, som viste sig at være narkopåvirket, da en test viste positiv for hash.

Passageren, en 17-årig ung mand fra Ringsted, blev sigtet for at besidde 31,94 gram hash og en større mængde zip-lock poser – de såkaldte ”pølsemandsposer”, som ofte bruges til narkosalg. Han blev sigtet for at have til hensigt at sælge hashen.

Føreren af bilen blev sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. De to unge mænd kan begge forvente at høre mere fra politiet i deres sager.

Spiritusbilist kørte vanvidskørsel – Køge/Stevns

Kl. 23.10 anmeldte en bekymret bilist, at en forankørende bil slingrede kraftigt og havde påkørt flere helleanlæg på øst ad Værftsvej i Køge. Anmelderen fulgte efter den slingrende bil hen til en adresse i Strøby Egede, hvor en politipatrulje traf de to bilister.

Den slingrende bil var ført af en kvinde i 40´erne fra Køge kommune. Hun var tydeligt påvirket af spiritus, så hun blev testet med alkometeret, som viste en promille på over 2,0. Hun blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Når promillen er over 2,0 falder sagen ind under reglerne om vanvidskørsel, og det er muligt for politiet at beslaglægge bilen med henblik på konfiskation.

Den kvindelige bilist gav sit samtykke til at politiet tog bilen. Hun blev løsladt efter at have afgivet en blodprøve, som politiet nu venter på analysen af. Om bilen kan endeligt konfiskeret vil blive afgjort ved et senere retsmøde.

Politiet er meget glade for at få standset dem meget farlige kørsel. Tak til den handlekraftige borger, som anmeldte sagen og fulgte efter bilisten, så politiet havde mulighed for at finde hurtigt frem til stedet og stille bilisten til ansvar.

Kvinde påkørt af tog – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 05.13 fredag morgen blev togdriften på Roskilde Station indstillet efter en personpåkørsel. Politi og redning kørte til stedet, hvor en kvinde i 40´erne var kommet ind under et tog, som var stoppet på Roskilde Station. Kvinden var i live og ved bevidsthed, men havde smerter. Hun blev reddet ud fra toget med alvorlige skader på underkroppen, der dog ikke var livstruende. Kvinden blev kørt til sygehuset til behandling. Politiet undersøgte ulykken, som ikke viste tegn på noget mistænkeligt, men betragtes som en tragisk ulykke.





Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi