Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Lejre - onsdag den 16. juni

Profilbillede
Michael Juul Sørensen

Lejre er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Kornerups Vænge, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Kolibrivej, Jyllinge
Store Valbyvej, Himmelev, Roskilde
Stjernebakken, Veddinge Bakker, Fårevejle
Bøgehegnet, Greve
Hovedvejen, Rorup, Lejre

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Silovej, Karlstrup, Karlslunde


Forkert placering på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

En 24-årig mand fra København Ø var kl. 08.45 fører af et vogntog, der bestod af en personbil med en tilkoblet påhængsvogn. Vogntogets samlede længde udgjorde 8,65 meter. Når et vogntogs længde overstiger syv meter, eller et køretøjs tilladte totalvægt er over 3.500 kg., har føreren særlige forpligtelser ved kørsel på en motorvej med tre eller flere vognbaner i samme retning. Disse typer af køretøjer må kun benytte en af de to vognbaner længst til højre i færdselsretningen, medmindre man er ved en motorvejsudfletning og f.eks. skal følge udfletningen til venstre. Den 24-årige førte sit vogntog i tredje vognbane på en strækning uden udfletning på motorvejen, men med fire vognbaner i samme færdselsretning. Færdselspolitiet bemærkede denne kørsel og sigtede efterfølgende den 24-årige for den overtrædelse af færdselsloven, så han nu kan forvente at modtage et bødeforelæg som afgørelse på sagen.

Hash og peberspray mv. fundet – Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 12.03 fik en 33-årig kvinde fra Nykøbing Sj. uventet besøg af politiet og en narkohund, idet hun var mistænkt for at kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer. Narkohundens adfærd ved ankomst til stedet bestyrkede politiets mistanke mod kvinden. Ved en efterfølgende ransagning af kvindens bopæl fandt politiet knap 35 gram hash og både en CS-gasspray og en peberspray. Sigtelserne mod den 33-årige kvinde kom derfor til at lyde på overtrædelse af både lov om euforiserende stoffer og våbenlovgivningen. De fundne, ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis i sagen, som den sigtede kvinde kan forvente at høre mere til, når sigtelserne mod hende skal afgøres.
Patruljen med narkohunden fortsatte efterfølgende til en 62-årig mands bopæl i Nykøbing Sj. for at foretage en ransagning også hos ham på grund af en mistanke om, at han også kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer. Ved ransagningen fandt politiet godt 36 gram hash, så den 62-årige blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik hashen beslaglagt som bevis. Den 62-årige mand kan nu også forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen er blevet afgjort.

Narkokørsel uden førerret – Østerled, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 15.38 anholdt og sigtede politiet en 41-årig mand fra Høng for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han ikke havde noget kørekort. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Knallertkørsel til ulempe – Hovedgaden, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 17.34 fik politiet en henvendelse fra en borger, som fik ødelagt sit ophold på en privat terrasse, idet en knallert kørte frem og tilbage på vejen og i øvrigt gassede unødigt op. En patrulje kørte til området for at lede efter knallertkøreren, men politiet fandt ingen, der kunne mistænkes for at have forstyrret ophold udendørs i området.

Narkokørsel uden førerret – Smålodsvej, Benløse, Ringsted

Kl. 18.04 anholdt og sigtede politiet en 29-årig mand fra Stensved for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil. Desuden blev han sigtet for kørsel uden førerret, idet han aldrig har erhvervet sig et kørekort. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, efter at en narkometertest indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen. Varebilens ejer, en 43-årig kvinde fra Nykøbing F, blev efterfølgende sigtet for at have overladt føringen af varebilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører. Begge sigtede vil nu høre nærmere fra politiet, når deres egne sager skal afgøres.

Glemt telefon fundet igen – Lejre

Kl. 18.23 anmeldte en 50-årig kvinde fra Borup, at hun efter indkøb i supermarkedet Netto i Osted havde glemt sin mobiltelefon ved kassebåndet. Telefonen var efterfølgende væk, så anmelderen mistænkte, at nogen måske kunne have stjålet den.
Ejeren af telefonen havde mulighed for at spore mobiltelefonen og kunne lidt senere se, at telefonen befandt sig ved en konkret adresse i Osted-området. En patrulje blev sendt til stedet, hvor anmelderens ægtefælle blev truffet. Han oplyste, at han netop havde fået telefonen udleveret af en udenlandsk mand, der opholdt sig på stedet. Politiet fik den udenlandske mand identificeret som en 59-årig mand fra Rumænien, som blev anholdt som mistænkt for at have stjålet kvindens mobiltelefon.
Ved nærmere efterforskning fik politiet klarlagt, at den nu anholdte rumæner også havde været i samme supermarked som ejeren af mobiltelefonen, og at han kunne mistænkes at have taget den glemte mobiltelefon med sig.
Ved en nærmere gennemgang af de konkrete omstændigheder i sagen besluttede politiet og anklagemyndigheden, at den 59-årige rumæner skulle sigtes for ulovlig omgang med hittegods ved at have beholdt telefonen uden at foretage det fornødne til f.eks. at kontakte politiet, så telefonen kunne komme retur til sin retmæssige ejer. Sagen forventes afgjort med et bødeforelæg til rumæneren, hvis sag er blevet forelagt for Udlændingeservice til afgørelse, hvorvidt rumæneren kunne udvises af Danmark med et indrejseforbud. Det var der ikke grundlag for, så rumæneren forventes løsladt, når der er en endelig afgørelse i sagen.

Narkokørsel – Holbækvej, Vig – Odsherred

Kl. 19.40 anholdt og sigtede politiet en 49-årig mand fra Nykøbing Sj. for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil. Indikationen i narkometertesten var påvirkning af amfetamin under kørslen, så den 49-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev derefter løsladt.

Knallertkørsel til ulempe – Vordingborgvej, Køge

Kl. 22.20 anmeldte et busselskab til politiet, at nogle knallertkørere generede bustrafikken bl.a. på Vordingborgvej. Knallertkørerne kørte ind foran busserne og bremsede ned, så buschaufførerne også måtte bremse ned for at undgå påkørsel af knallertkørerne. En patrulje blev straks sendt til området, men politiet nåede kun at se silhouetterne af nogle knallertkørere, der skyndsomt forsvandt ved en grønt område, så politiet ikke kunne få kontakt til dem. Ingen blev således sigtet for denne chikaneadfærd over for busserne i området.

Samme mand gav problemer et par gange – Ringsted / Roskilde

Kl. 00.32 bad DSB om hjælp fra politiet, idet to mænd tilsyneladende var kommet i slagsmål i toget, der var på vej til Ringsted station. Et par patruljer tog imod toget på stationen og fik efterfølgende kontakt til to mænd på 25 og 58 år fra Ringsted. De havde lavet uro i toget på grund af en intern strid, fordi den ene beskyldte den anden for at have stjålet nogle kontanter. Den påstand fandt politiet ikke underbygget, så de to mænd blev sendt i hver sin retning uden at blive sigtet for noget.
DSB måtte igen kl. 03.54 bede politiet om hjælp, idet en spirituspåvirket mand i toget ikke ønskede at fortælle noget om sin identitet i forbindelse med kørsel i et tog, der befandt sig på Roskilde station. En patrulje fik klarlagt mandens identitet og kunne herefter konstatere, at der var tale om samme 58-årige mand, der tidligere på natten havde været involveret i uro i et tog i Ringsted. Assistancen til DSB endte med, at den nu spirituspåvirkede, 58-årige igen blev sat af toget uden at være blevet sigtet for noget af politiet.

Spirituskørsel – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl. 01.20 anholdt og sigtede politiet en 75-årig mand fra Strøby for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Flere artikler